Glad bestyrelsesformand: Argo er reddet!

Det funklende energitårn ved Roskilde står ikke længere til nedrivning. Energistyrelsen har forkastet KLs planer.

Ni sjællandske kommuner driver sammen affaldsbehandlingsselskabet Argos I/S, og fra det gigantiske anlæg lige uden for Roskilde, hvor Energitårnet hæver sig op over motorvejen, sker den forbrænding af affald, der skaber varme til 420.000 husstande.  

I december sidste år skabte det chokbølger i store dele af den danske branche for behandling af affald, da Kommunernes Landsforening (KL) i en rapport dødsdømte 10 forbrændingsanlæg. De var utidssvarende og CO2-udledningen alt for stor.

Argos anlæg i Roskilde, Energitårnet, var med på dødslisten.

Hældt ned ad brættet

Nu har Energistyrelsen behandlet KLs forslag, og de har samtidig behandlet de indsigelser, der er kommet fra forbrændingsanlæggene. Dermed ser fremtiden helt anderledes ud.

 - Der er reelt tale om, at Energistyrelsen har hældt KLs plan ned ad brættet. For KLs analyse er helt sort - både på det miljømæssige, det klimamæssige og det økonomiske plan, siger Solrøds borgmester, Niels Hörup, der er bestyrelsesformand i Argo I/S.

KLs plan blev udarbejdet af et konsulentfirma i forbindelse med, at Folketinget i juni indgik aftalen "En grøn affaldssektor 2030". Her blev det besluttet, at der skal lukkes flere affaldsforbrændingsanlæg, fordi affald i fremtiden skal genanvendes endnu mere - og dermed ligger der også en ambition om en massiv nedbringelse af CO2-udledningerne.

- Men vi har svaret på spørgeskemaer, da rapporten skulle udarbejdes. Og så har der ikke været gennemført en kvalitetssikring af de data, de har fået ind fra de enkelte selskaber, siger Niels Hörup.

Økonomisk sammenligning holder ikke

Han fortæller, at man blandt andet har villet vurdere anlæggenes økonomi. Og i den forbindelse fortæller han, at når Argos har gennemført vedligeholdelse af sit anlæg, så er det blevet posteret som en driftsudgift. Andre affaldsselskaber foretager selvfølgelig også vedligehold - men her posteres udgiften som en investering, der afskrives over for eksempel 10 år.  Og det blev der ikke taget højde for, da KLs rapport blev udarbejdet - anlæggenes og deres økonomi blev bare sammenlignet - og det faldt ikke ud til Argos fordel.

Niels Hörup peger også på, at der i planerne ikke blev taget højde for anlæggenes muligheder for løbende at modernisere. 

Argo udleder hvert år cirka 350.000 tons CO2 - men det kan der ifølge formanden gøres noget ved, fordi flere affaldsbehandlingsselskaber samarbejder om at finde løsninger, der kan opfange CO2.

- Vi har et samarbejde, der i daglig tale kaldes 4C - Carbon Capture Cluster Copenhagen. Og på ARC er de i fuld gang med at etablere et demonstrationsanlæg. Sammen med Vestforbrændingen vil vi tilsammen kunne nå et potentiale på at nedbringe CO2-udledningen med 3,4 millioner ton om året. Og det er altså fem gange mere end den aftale, der er indgået politisk, siger Niels Hörup og påpeger, at det er endnu et argument for, ikke at røre ved Argo.

I samme forbindelse fremhæver han også, at selskabet med anlægget i Roskilde har en førertrøje på, når det gælder prisen for affaldsbehandling - og dermed også fjernvarmeproduktion.

Arbejdspladser reddet

Endelig er der medarbejderne - dem har Argo 160 af.

- Da nyheden blev offentliggjort i december, så opstod der sådan en "hvaffor-noget!"-reaktion. Og det skabte selvfølgelig dårlig stemning på arbejdspladsen. KLs måde at melde ud på var ikke hensigtsfuld i forhold til vores mange dygtige medarbejdere, og det skabte stor usikkerhed. Den er væk nu, siger Niels Hörup.

Det er både Energistyrelsen og Miljøstyrelsen, der har afvist planen fra Kommunernes Landsforening om lukning af anlæg.

Energitårnet ved Roskilde kendes af alle, der kører forbi på Holbækmotorvejen. Da det stod færdigt i 2013 var det voldsomt diskuteret blandt roskildenserne - nogle fandt det hæsligt - andre syntes, at det var i god dialog med domkirketårnet inde i byen. Og når mørket falder på, oplyses tårnet indefra i alle regnbuens farver. 

Argo markerede "sejren" ved kraftig oplysning lørdag aften - og skrev om det på deres Facebook-side. 




 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik