Gammel video fra Vikingeskibsmuseet eksploderer på nettet

På fem dage har museets facebookside tredoblet antallet af følgere, efter et videoopslag er blevet set af mere end 25 millioner brugere. Nu håber museet, at den store opmærksomhed kan bruges aktivt.

Medarbejderne i Vikingeskibsmuseet i Roskildes presseafdeling kan dårligt få armene ned.

De har nemlig formået det, der inden for marketing og PR svarer til at vinde i Lotto.

For nylig udgav museet en video af et vikingeskibsbyggeri ledsaget af en tekst på både dansk og engelsk på dets facebookside, og siden er interessen eksploderet.

I løbet af fem dage er opslaget gået verden rundt og er blevet set af mere end 25 millioner facebookbrugere, som har kvitteret med 137.000 reaktioner, små 4.000 kommentarer og over 22.000 delinger.

Alt i alt har videoen fundet vej til over 40 millioner facebookbrugeres feed.

- Det virker en lille smule uvirkeligt, erkender Rikke Johansen, der er teamkoordinator for kommunikation og marketing på Vikingeskibsmuseet, til TV 2 Lorry.

Fredag sendte museet opslaget ud, og så gik det pludselig stærkt.

- Vi tænkte, da corona ramte, ’Lad os lave en masse godt indhold på Facebook, så de, der er forhindret i at rejse, eller ikke har mod på et museumsbesøg, kan føle, at de kan gå på museum hjemmefra’. Dette opslag, slår dog alle de andre. Over weekenden kunne vi se, at interessen for det her pludselig eksploderede, siger hun.

Du kan se det virale facebookopslag nederst i artiklen.

Gammel video, ny succes

Videoen viser, hvordan bådebyggere på Vikingeskibsmuseet i Roskilde med original teknik kløver stammer og laver planker i processen med at bygge langskibet Havhingsten.

Men succesvideoen er på ingen måder ny. Hverken af dato eller i facebook-regi. Optagelserne stammer fra 2004 og har gennem en årrække været brugt af museet. Tilbage i 2015 lagde museet samme video – dog med en anden tekst – op på deres facebook.

Vikingeskibsmuseet i Roskilde har mistet en stor del af de normale gæster under coronapandemien. Til gengæld har de fået en masse nye følgere på deres facebookside.
Vikingeskibsmuseet i Roskilde har mistet en stor del af de normale gæster under coronapandemien. Til gengæld har de fået en masse nye følgere på deres facebookside.
Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Også dengang var opslaget en bragende succes med 1,7 millioner visninger.

- Men sammenlignet med dette opslag, blegner det tal. Så det er jo helt vildt, siger Rikke Johansen.

Samtidig har videoens succesfulde færd på facebook verden over ført til, at antallet af personer, der følger Vikingeskibsmuseets side og dermed ”abonnerer” på opslag fra kulturinstitutionen i Roskilde på fem dage er blevet tredoblet.

Videreformidler museets kærneværdi

Mindst lige så vigtigt er det dog, at videoen eksponerer museets kerneområde: nemlig at formidle viden om vikingeskibe og håndværket bag.

- Havde det været en optagelse af nogle søde ællinger, der svømmer rundt ude foran Vikingeskibshallen, der var gået viralt som dette, havde det slet ikke haft den samme værdi. Vi er så glade, at det netop er et opslag, hvor vi formidler vores kerneydelse og bringer værdi og viden ud til brugerne, så de får et indblik i, hvad lige netop vi kan, siger Rikke Johansen.

Hun hæfter sig ved, at de 25 millioner visninger i gennemsnit fastholder seerne i omkring et minuts penge sammenlignet med normalen for facebook på 13-15 sekunder. Ifølge hende er det et tegn på, at museet med videoen har ramt noget, der virkelig optager de brugere, som vælger at trykke på afspil-knappen.

Skibet Havhingsten, hvis tilblivelse dokumenteres i videoen i facebookopslaget, blev bygget mellem 2000 og 2004 og er en rekonstruktion af det store langskib Skuldelev 2, som blev bygget i 1000-tallet af irske vikinger og fundet på bunden af Roskilde Fjord i 1950'erne.
Skibet Havhingsten, hvis tilblivelse dokumenteres i videoen i facebookopslaget, blev bygget mellem 2000 og 2004 og er en rekonstruktion af det store langskib Skuldelev 2, som blev bygget i 1000-tallet af irske vikinger og fundet på bunden af Roskilde Fjord i 1950'erne.
Foto: Vikingeskibsmuseet i Roskilde

Det samme kan aflæses i antallet af spørgsmål, brugere stiller i kommentarfeltet. Mange bekymrer sig over, hvorvidt store mængder træ går til spilde ved skibsbyggeriet. Og det har sendt Vikingeskibsmuseets presseteam på overarbejde.

- Mange har svært ved at skelne mellem træer fældet fra bæredygtigt skovbrug og rovdrift fra eksempel regnskoven. Egetræerne brugt her kommer fra et skovbrug, og alt det overskydende træ genbruges, for eksempel til dørkplanker på skibsdækket. Men det er blot endnu et eksempel på, at vi med opslaget her får mulighed for at formidle viden direkte til mange brugere, siger Rikke Johansen.

Kan føre til flere gæster – men først på længere sigt

I et år, hvor museets forretning har lidt gevaldigt under den manglende turisme, agerer videoopslaget et plaster på såret.

Antallet af besøgende på Vikingeskibsmuseet udgøres på normale år af 75 procent internationale gæster. En meget stor del af dem har museet måtte undvære i år, hvor coronapandemien har lagt rejsebranchen i benlås.

- Når vi bruger sociale medier, handler det for os ikke kun om at skabe opmærksomhed, men også om at bringe god viden ud til folk, som måske ikke står på tærsklen til at kunne komme på besøg hos os i morgen, siger Rikke Johansen.

Så selvom opslagets succes ikke her og nu kan aflæses på kistebunden, så kan det måske være med til at skaffe nye gæster på længere sigt.

- Mange af dem, der ser videoen, er mænd i alderen 25-35 fra overalt i verden, og det her kan måske være med til, at beslutter sig for, at de godt kunne tænke sig at komme og se det her på et tidspunkt i deres liv, siger kommunikations- og marketinglederen.

Men indtil da må de nøjes med Vikingeskibsmuseets facebook-feed, hvor der snart at nye opslag på vej.

- Når gæsterne ikke kan komme til os, så må vi bringe vores viden ud til dem.

Det er dog ikke sådan, at Vikingeskibsmuseet i Roskilde holder lukket for besøgende her til lands. Der er åbent. Dagligt fra 10 til 16.

Herunder kan du se opslaget, der er nået så vidt og bredt ud:

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik