Forældre banker i bordet: Kommune vil have vendeplads og boliger på skoles grønne område

En større gruppe forældre er stærkt utilfredse med, at Roskilde Kommune lægger op til at inddrage skoleelevers grønne arealer for at bygge boliger og lave en parkeringsplads.

I Svogerslev, lidt uden for Roskilde, er en stor gruppe borgere stærkt utilfredse med, at kommunen har lagt op til at et større grønt areal ved den lokale skole, Lynghøjskolen, kan inddrages til ældreboliger.

I skrivende stund har flere end 500 personer sat deres signatur på en underskriftsindsamling imod planerne.

- Området bliver brugt til idræt, og børnene spiller fodbold på det i frikvarterene, og når de har fri. Det er et område, der bliver brugt til rigtig meget, siger Susanne Jakobsen, der er initiativtager til underskriftsindsamlingen, til TV 2 Lorry.

Hun har selv to børn, som går på skolen.

Ifølge de skitserede planer vil der blive efterladt et markant mindre grønt område, som børnene kan benytte sig af, mener de protesterende forældre.

Susanne Jakobsen er godt klar over, at planerne ikke er endeligt vedtaget, men foreløbigt er blevet indstillet til byrådet af plan- og teknikudvalget i Roskilde Kommune for videre behandling.

Hun er også enig i, at der skal ældreboliger til Svogerslev, og at det kan være svært at placere dem.

- Men det skal ikke blive til gene for børnene. Og det er det, for det er en hel fodboldbane, der bliver inddraget siger Susanne Jakobsen.

Samtidig kritiserer hun, at der lægges op til at etablere 17 parkeringspladser og et vendeareal til lastbiler i Lynghøjskolen skolegård. To ting, hun på ingen måde mener, hører til i en skolegård.

Billedet som Susanne Jakobsen har brugt til at vise, hvordan det grønne område ser ud i dag, og hvad der i så fald kan forsvinde.
Billedet som Susanne Jakobsen har brugt til at vise, hvordan det grønne område ser ud i dag, og hvad der i så fald kan forsvinde.

Vendeplads for lastbiler er misforståelse

Overfor TV 2 Lorry forklarer formand for plan- og teknikudvalget i Roskilde Kommune, Jens Børsting (S), at oplægget til en vendeplads for lastbiler i skolegården må være en misforståelse. Også selvom det fremgår af den landskabsplan, som forvaltningen indstiller til, bliver godkendt som grundlag for den fremtidige udvikling af området ved Lynghøjskolen.

- Jeg er ikke gået så dybt ned i lige det, men selvfølgelig skal der aldrig kører lastbiler rundt i en skolegård. Med mindre det er nogen som en sjælden gang skal levere noget til skolen. Det er heller ikke noget vi har drøftet på udvalgsmødet, siger Jens Børsting.

Med hensyn til de 17 parkeringspladser så fremgår det af et udvalgsreferat "at parkeringsarealet i den videre proces skal søges optimeret". Og den beskrivelse hæfter Jens Børsting sig ved, da den ikke siger noget om nye p-pladser.

I landskabsplanen lyder formuleringen desuden: "for at sikre plads til attraktive udearealer i skolegården, må eksisterende parkeringsarealer i området dobbeltudnyttes".

Den skitserede plan for udviklingen af området omkring Lynghøjskolen. De planlagte ældreboliger ses yde til højre.
Den skitserede plan for udviklingen af området omkring Lynghøjskolen. De planlagte ældreboliger ses yde til højre.

I forhold til det grønne område, der lægges op til at inddrage, så henviser Jens Børsting til et projekt om en ny sti, der skal etableres på tværs af Lynghøjskolens område, og som også er led i en helhedsplan for Svogerslev, der blev foretaget i 2020.

- Det vi gerne vil have, og som Svogerslev gerne ville have, skal det nævnes, var en sti igennem skolens område. Den sti vil vi gerne have lavet nu, hvis det kan lade sig gøre, og vi kan finde penge til det, siger han.

Han pointerer, at det er det allerførste forslag fra forvaltningen, som siger, at hvis man gerne vil i gang med projektet på kort sigt, så kan der findes penge, ved at noget af det grønne område sælges til opførelse af ældreboliger, som der også var et ønske om i helhedsplanen for Svogerslev.

quote Det er ikke en trussel, men en konsekvens.

Jens Børsting, formand for plan- og teknikudvalget i Roskilde Kommune.

Udvalgsformanden lægger stor vægt på, at planerne er et oplæg til drøftelse Svogerslev med lokalråd og borgere - ikke at de bare bliver vedtaget, som de er nu.

Han er også ærlig om, at stien ikke skal være en erstatning for boldbanerne. Det kan nemlig sagtens være, at det hele ender med, at der ikke skal bygges ældreboliger på det grønne område, fordi man vil bevare boldbanerne.

- Men så kan det godt være, vi må vente lidt med projektet med stien. Det er ikke en trussel, men en konsekvens. For så mangler der penge. Vi kan gøre det lidt hurtigere, hvis vi sælger noget af det grønne område, siger Jens Børsting til TV 2 Lorry.

Uenighed om det bedste for skolen

Den udmelding undrer Susanne Jakobsen sig over.

- I planen ligges der op til, at projektet skal finansieres ved at sælge det grønne område til boliger. Hvorfor står der så ikke, at der kan være andre finansieringsmuligheder, siger hun.

I sin underskriftindsamling argumenterer hun ligeledes for, at det i helhedsplanen for Svogerslev blev besluttet at prioritere skolen. Det mener, hun langt fra sker med det nuværende forslag fra forvaltningen, som hun mener forringer børnenes vilkår markant.

Den holdning kan Jens Børsting dog ikke genkende.

- Det er jeg dybt uenig i, for vi går jo ind og styrker skolen, siger han.

Skoleområde del af større projekt for Svogerslev

Det er meningen, at den omtalte helhedsplan for Svogerslev løbende skal udmøntes i mindre projekter, efterhånden som kommunen får skaffet midler til det.

På nuværende tidspunkt er der ved at blive bygget en overgang på den stærkt trafikerede Lindenborgvej, som ligger bag ved Lynghøjskolen og det grønne område, som vil give forbindelse til en stien, der skal anlægges på tværs af skolens område.

Ifølge Jens Børsting så er stien det næste projekt i helhedsplanen.

I dag er der nogle afhegnede områder ved siden af skolen, som hver især tilhører de lokale spejdere, en bmx-bane og en fritidsklub. I landskabsplanen for området omkring skolen er der lagt op til, at områderne skal åbnes, og den føromtalte sti skal ledes forbi hele vejen Lindenborgvej til Svogerslev Hovedgade.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik