For mange storkeunger vender ikke hjem igen: Nu skal GPS-overvågning vise hvorfor

Eksperter undrer sig over, hvad der sker med de danske storkeunger, der trækker sydpå, men aldrig kommer tilbage til Danmark igen. Nu skal GPS-sendere være med til at give svarene.

For første gang nogensinde skal danske storkeunger spores med GPS, når de trækker sydpå til efteråret.

Det er foreningen Storkene.dk og Statens Naturhistoriske Museum i København, der har indgået et samarbejde om at give danske storkeunger GPS-sendere på, så man kan følge deres færd, når de forlader Danmark.

Projektet er sat i søen, fordi danske storkeeksperter ikke ved nok om, hvor de langbenede fugle trækker hen om vinteren. Og det gælder særligt for ung-fuglene, hvor meget få ender med at vende tilbage.

quote Vi er ret uvidende om, hvad der sker, når storkeungerne letter fra rederne i Danmark og flyver ud i verden

Jess Frederiksen, formand for Storkene.dk

Det bliver lederen af Dansk Ornitologisk Forenings storkegruppe, Hans Skov, der skal lede projektet i samarbejde med Statens Naturhistoriske Museum, som står for ringmærkningen af de danske storke, som foregår med en aluminiumsring med et id-nummer.

Og i første omgang bliver det rederne i Gundsølille i Roskilde Kommune og Ganløse i Egedal Kommune samt to reder i Jylland, der får eksperterens fokus.

- En af årsagerne til, at vi nu kaster os ud i dette forholdsvis bekostelige projekt er, at vi ved meget lidt om de unge storke fra de letter fra deres reder og flyver mod syd. Hvor de opholder sig - eller rettere sagt, hvor de omkommer under trækket - er meget vigtigt for os at vide. Ved vi hvad der dræber dem, og hvor det sker, kan vi muligvis gøre noget ved det, siger Hans Skov i en pressemeddelelse fra foreningen Storkene.dk.

Som faglig ekspertise har Storkene.dk aftalt, at den tyske storkeekspert, Michael Kaatz, der har opnået en doktorgrad i netop den hvide storks trækruter, skal hjælp med påmontering og senere logning af GPS-senderne, da han har arbejdet med GPS-overvågning af tyske storke i mange år.

Og det er en stor hjælp at tilknytte tyskeren projektet, mener formand for storkene.dk, Jess Frederiksen.

- Han har erfaring med at samle data fra 500 af de her GPS-sendere rundt om i Europa, dog undtagen Danmark, fordi storken har været tæt på uddød herhjemme. Men det, vi ser nu, er, at der er fremgang i bestanden, og nu kommer storken til at genindvandre. Og så er det meget rart at vide, hvad der sker, og vi er nysgerrige på, hvorfor storkene fra rederne på Sjælland har en større overlevelsesprocent i forhold til de jyske reder, siger Jess Frederiksen til TV 2 Lorry.

Hvor dør storkene?

Eksperterne har en teori om, at storkene trækker i forskellige ruter, og derfor vil det være en kærkommen hjælp at tilegne sig informationer om fuglenes trækvaner for at kunne fastslå, hvor på ruterne, det typisk går galt.

- Forhåbentlig betyder det her projekt, at vi får en masse viden, som vi ikke har i dag. Vi er ret uvidende om, hvad der sker, når storkeungerne letter fra rederne i Danmark og flyver ud i verden. Men vi ved for eksempel, at der bliver plaffet mange tusinde storke ned i Libanon hvert år af krybskytter. Det kan vi ikke gøre noget ved alene, men vi kan prøve at samarbejde med andre organisationer for at få gjort noget ved det.

- Der kan også være et problem med, at storkene omkommer, hvis de bliver ramt af vindmøller eller ubeskyttede højspændingsledninger, så kan man måske også gøre noget ved det, hvis vi ved, præcis, hvor det sker, siger Jess Frederiksen.

Projektet går først i gang til sommer, når der forhåbentligt er kommet unger i de danske storkereder.

Selve gps-senderen vejer 43 gram og er lidt mindre end en tændstikæske, og den generer ikke fuglene.

Storkeungerne skal være syv uger gamle, når de får påsat GPS-senderne. Det kan ikke gøres for tidligt af sikkerhedsmæssige årsager for storkene, så de får dem på, lige inden de flyver fra reden, fortæller Jess Frederiksen. 

Sidste år var der syv ynglende storkepar - fem par i Jylland og to par på Sjælland.

Året før var der tre ynglende par.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik