I Roskilde Kommune bygges rigtig mange boliger i disse år. Efterspørgslen efter at flytte til den midtsjællandske kommune er nemlig stor.
I kommunens Plan- og Teknikudvalg har man netop behandlet to lokalplaner.
Den ene er et forslag til lokalplan for Sømmes Vænge i Gundsømagle, som giver en byggeret til knap 60 almene boliger.
Den anden er et forslag til lokalplan for boliger ved Gundsø Omsorgscenter i Ågerup.
Her bliver der plads til en tæt-lav bebyggelse bestående af cirka 20 mindre boliger i ét plan med fælleshus og fælles opholdsarealer.
- I begge lokalplaner giver vi mulighed for at opføre nogle meget attraktive boliger - men på hver sig måde, siger formand for Plan- og Teknikudvalget, Daniel Prehn (S), i en pressemeddelelse fra Roskilde Kommune.
- I Gundsømagle giver vi mulighed for at bygge boliger i varierende størrelser, som grænser lige op til Gulddysse Skov. Det bliver en fantastisk beliggenhed.
Daniel Prehn fortæller, at lokalplanen for boliger ved Gundsø Omsorgscenter i Ågerup betyder, at der kan opføres mindre boliger, som vil være attraktive for blandt andet seniorer.
- Her vil bestemmelserne om fælleshus og fælles opholdsarealer sikre gode muligheder for et stærkt fælleskab og socialt liv mellem de kommende beboere, siger udvalgsformanden.
Flere byer oplever tilflytning
Det er ikke kun i landsbyerne Gundsømagle og Ågerup, at der er stor efterspørgsel på nye boliger.
Ifølge Roskildes borgmester Tomas Breddam (S) vil der i fremtiden flytte flere borgere til Skousbo i Viby, Vindinge, Trekroner Øst, Svogerslev og Bromarken i Jyllinge.
- Derfor glæder det mig, at vi også får udviklet vores landsbyer yderligere. Her finder vi andre tilbud og kvaliteter end i det mere bymæssige, siger Tomas Breddam i pressemeddelelsen.
Også Roskilde by vil i de kommende år få flere boliger.
Der er byggeri på vej på Slagerigrunden, på Sortebrødre plads, på Ringstedgade, på Musicon og på lidt længere sigt ved Sct. Hans og Ny Østergade.