Der står en bunke skrald.
Den indeholder en hel masse tis. Og telte, presenning, pavilioner og andet skrammel.
Nærmest ugideligt læner bunken af bøvl sig op ad en højspændingsmast.
Jackie Jensen, der er tekniker for Energinet, betragter udåden i L-campingområdet. Ingen grund til bekymring, men et let suk drages.
- Jeg overvejer lige, hvad jeg skal gøre ved den.
Over bunken hænger ledninger. De leder 132.000 volt, når de ikke er slukkede. De skærer sig gennem landskabet i et nogle meters højde og fortsætter tværs gennem campingområdet og ud i horisonten.
Der står en gut midt i skrammeltornadoen og tisser. Bunken er opstået spontant, for den var der ikke i formiddags, da strækningen sidst blev kontrolleret.
Han ringer til Kjeld fra Roskilde Festivals afdeling, der sørger for at holde campingområdet fri for farer.
- Hvis først det udvikler sig til en ordentlig bunke, så frygter jeg, at nogle måske vil få den idé at kaste det op på ledningerne, siger Jackie Jensen.
Hvis først det udvikler sig til en ordentlig bunke, så frygter jeg, at nogle måske vil få den idé at kaste det op på ledningerne
Det virker som en titanisk styrkeprøve at kaste en teltdug overfladebehandlet med urin op i de tre etagers højde . Alligevel finder teknikere fra Energinet hvert år forskelligt habengut, der har fundet vej til højspændingsledningerne.
- Sko med snørrebåndet vinklet om ledningen, øldåser forbundet med gaffatape, tovværk eller ståltråd, lister han op efter at have ringet til først kollegaen Henrik og siden Claus for at indsamle til listen.
Det er her, det kan blive farligt. Går en person med et flag, en paraply eller lignende under tændte højspændingsledninger med et par sko dinglende, kan det skabe et decideret lynnedslag.
Og det er der jo ikke rigtig nogen, der har lyst til skal ske.
Så Jackie lægger en besked hos Kjeld, så den stadigt voksende skraldebunke kan blive afviklet.
Jeg håber, vi finder noget
Vi sætter os ind i Jackies hvide firmabil, en firhjulstrukket Toyota og kører ud i campingområdet, der på en overskyet dag ligner en festlig krydsning mellem Mad Max: Fury Road og Tolkiens Mordor, hvor alle er glade.
Jeg er nærmest forbavset over, hvor søde og venlige folk er, og hvor pænt de rent faktisk opfører sig
Gennem støvskyer kører vi langs højspændingsledninger i omgivelser af en aldrig døende fest.
Jeg håber inderligt, at vi spotter et par dinglende sko, så en større redningsaktion med piber og trommer og hejselift kan udspille sig.
Det står hurtigt står klart, at det ikke sker. Folk opfører sig åbenbart pænt. Ledningerne hvisler i vinden uden skyggen af ubudne objekter.
- Jeg er nærmest forbavset over, hvor søde og venlige folk er, og hvor pænt de rent faktisk opfører sig, siger teknikeren fra Energinet.
Måske har han skiftet mening søndag morgen. Det er i hvert fald natten til denne, et telt eller to før i tiden er blevet raseret og en ubevogtet sko eller to er havnet i højspændsledningerne uden fast grund under sålerne.
- På søndag er der nok også flere sure sko, der trænger til at blive luftet, siger han.
Udposten i L
Vi vender om. Jackie er tilfreds. Jeg er skuffet.
Det er selvfølgelig dejligt, at folk opfører sig pænt og alt det der. Alligevel havde jeg håbet, at en kastanje eller to skulle reddes ud af ilden.
Zigzaggende snegler vi os gennem menneskemylderet.
Men så sker det. Dramaet opstår.
Et forsigtigt bank på sideruden afbryder samtalen. En ung mand udrustet med vest og walkie-talkie har fået øje på skiltet på Jackies bil.
- Er det dig, der er kommet for at fikse ledningen?, spørger den unge gut.
Det er det ikke. Men hjælpe, det kan han da, lader Jackie forstå. Vi peges i retningen af to unge kvinder, der sidder på hver sin pose med plastikkrus i.
Foran dem stikker en stump ledning op. Spekulationen har galoperet derudaf - er der mon strøm i den - er det farligt - kan man dø, hvis man jokker i den?
Mens Jackie fatter et voltmeter fra bagsmækken, betragter jeg de to frivillige, der som romerske legionærer ved Hadrians Mur ligner nogle, der har hjemve.
- Det er verdens kedeligste post her. Vi skal bare sidde her og glo på en stump ledning og sørge for, at der ikke er nogen, der træder i den, siger en af de to vagtposter.
Hendes ansigtsudtryk ligner en tredjegradsligning. Der er opgivelse at spore.
Alt imens har Jackie Jensen tjekket, analyseret og konkluderet, at der ikke er strøm i ledningen. Han klipper den ned og sætter en rød plastiktud på snippen, så selv ikke den største klodsmajor kan snuble i den. Job done.
Vagtduoen ser på et stykke færdigt arbejde med et tomt, tømmermændsramt blik.
- Øv. Nu skal vi så lave noget andet i stedet for at sidde og slappe af her, siger vagtpostens andet medlem.
Og så er dagen reddet, mens der fra den fredelige østfront er intet nyt.
