Efter aflysning: Roskilde Festival klar med toiletvogne, hegn og håndvaske til de mindste

Roskilde Kommune og Roskilde Festival sikrer god, udendørs hygiejne til de mindste, når kommunens skoler og daginstitutioner gradvist genåbner.

En af de helt store opgaver for skoler og daginstitutioner i disse dage, er at sikre en så tryg genåbning som muligt. Det betyder blandt andet, at der skal være godt styr på hygiejne og afstand.

I Roskilde er kommunen og Roskilde Festival gået sammen om at sikre god udendørs hygiejne til de mindste, når kommunens skoler og daginstitutioner gradvist genåbner fra på torsdag den 16. april.

- Når vi har indgået det her samarbejde med Roskilde Festival om at leje blandt andet vaske, så er det for at kunne have hygiejnen i top hos skoler og daginstitutioner i kommunen, når vi genåbner, siger Tomas Breddam (S), borgmester i Roskilde Kommune. 

86 stålborde med håndvask, 15 toiletvogne, 50 bordbænkesæt og 250 hegn, så børnene nemmere kan være adskilt - det er nogle af de ting, som Roskilde Festival skulle have brugt til sommer. Men på grund af festivalens aflysning vil flere af de ting nu være at finde på skolernes og daginstitutionernes udearealer.  

- Det, som det rigtig gerne skulle bidrage til, er, at børnene kommer tilbage til noget, der er anderledes, end det plejer, men som stadig fungerer godt, og kan være med til at give et trygt, godt og rent miljø for dem at være i, siger Christina Bilde, talskvinde for Roskilde Festvial til TV 2 Lorry. 

Ifølge borgmester Tomas Breddam kommer samarbejdet, om at skabe de bedste udendørs muligheder, til at lette genåbningen. 

- Det letter genåbningen, og jeg tror egentlig også, det kan være rigtig godt for både de børn og de voksne, der skal være aktive i den her situation. Jeg tror sådan set, man kan have det rigtig hyggeligt meget af tiden, og vi ved jo, at corona smitter meget mindre, når vi er udenfor, siger borgmesteren. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik