Den store hjemtur fra Roskilde: Forvent massiv kø og fyldt tog

Tusindvis af mennesker vil natten til søndag begynde at pakke sammen efter en uge i sprit og støv.

Natten til søndag synges de sidste sange, danses den sidste dans og drikkes en sidste øl, når Roskilde Festival lukker ned. 

Efter en uges fest, skal mere end 100.000 mennesker hjem fra Dyrskuepladsen. 

Og selvom alle pendlere med garanti gerne vil hurtigt af sted for at vaske støvet af sig, så kan det være en god idé at væbne sig med tålmodighed. 

Roskilde Festival anbefaler på det kraftigste, at man vælger offentlig transport eller som minimum samkørsel, skriver man på sin hjemmeside. 

Bliver man hentet i områdets såkaldte kiss'n'ride-zoner ved indgangen til campingområderne, skal man regne med at sidde i kø i en time til halvanden, indtil man er ude af Roskilde. 

Det er forbudt at samle folk op på vejene andre steder, hvor trafikken vil være massiv og tæt. 

Enkelte tog stopper på grund af sporarbejde

DSB oplyser til TV 2 Lorry, at der vil køre tog hver halve time fra festivalpladsens station til klokken 14.30 søndag. 

Toget kører direkte til Københavns Hovedbanegård:

- Men enkelte formiddagsafgange kører kun til Høje-Taastrup, da der er sporarbejde og derfor ikke plads til de mange tog i København, fortæller beredskabskoordinator Søren Møller. 

Fra Høje-Taastrup kører S-tog til København. På Rejseplanen kan man holde sig opdateret. 

- Vi vil gerne anbefale dem, der skal med InterCity-tog eller Lyntog fra Roskilde Station, at tage af sted en halv time før planlagt. For der kan altså være kø dernede, lyder det fra Søren Møller. 

- Men vi er så klar, som vi kan blive. Vores tog er større, og der er ekstra afgange. Vi kan køre 1.500 til 2.000 gæster hjem i timen afhængigt af bagagen, siger han. 

Der vil være kiss'n'ride ved indgang øst og vest. Toget kører fra campingområde vest.
Der vil være kiss'n'ride ved indgang øst og vest. Toget kører fra campingområde vest.
Foto: Roskilde Festival

Intet smart tidspunkt for de ekstra travle

Hvornår det er bedst at smutte, hvis man vil slippe for det store pres, er desværre ikke til at sige, lyder meldingen. 

- Det er forskelligt hvert år. Det afhænger af vind, vejr, musik og stemning. Der er altid usikkerhed omkring festivaler. Nogle gange går vi fra ingen mennesker til 1.000 mennesker i en kø på nul komma fem, forklarer Søren Møller. 

- Og man kan ikke sige, at godt vejr gør, at folk så bliver længere. I virkeligheden kan de varme telte få folk til at stå tidligere op for at tage hjem. Så vi er så klar, som vi kan blive i det næste døgn. 

Sådan kommer du hjem 

  1. Tog
    Afgang hver halv time fra Camping Vest - direkte til Københavns Hovedbanegård. Sidste afgang lørdag nat klokken 03.47. Herefter igen fra 10.33 til 14.33. 
     
  2. Bus
    Busser kører fra indgang øst og indgang vest til Roskilde Station. Busserne kører hvert 30 minut fra midnat til 04.00. 
     
  3. Taxi
    Taxier kan holde tæt ved buspladserne ved indgang øst og vest og ved indgang 16 på Darupvej.
Læs mere her.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik