Dårlig trivsel og opsigelser: Plejehjem får påbud efter mangelfuld pleje og nedgørelse af beboere

Plejehjemmet Sct. Jørgensbjerg i Roskilde har fået en række påbud af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Manglende hjælp til toiletbesøg, nedladende tale og mangelfuld medicinhåndtering.

Sådan lyder nogle af de mange kritikpunkter, pårørende til beboere på plejehjemmet Sct. Jørgensbjerg i Roskilde rejste over for Styrelsen for Patientsikkerhed tidligere på året.

Kritikpunkter, der ledte til et ekstraordinært tilsyn i oktober, som nu har ført til flere deciderede påbud til plejehjemmet.

Det fremgår af tilsynsrapporten fra Styrelsen for Patientsikkerhed, der er blevet offentliggjort den 21. december. Heri lyder det blandt andet:

Nedgørelse af beboer

"Tre ud af fire pårørende oplevede, at borgerne ikke fik hjælp, omsorg og pleje, der tog højde for deres særlige behov. To pårørende til en konkret borger angav, at borgeren var utryg ved at bede om hjælp, og pårørende var utryg i forhold til, om borgeren fik den nødvendige psykiske pleje."

"Pårørende gav udtryk for, at der var blevet talt i en hård tone til en borger med kognitive funktionsnedsættelser, hvilket medførte, at borgeren ikke længere havde lyst til at deltage i sociale aktiviteter, da borger var nervøs for at blive talt til i en nedladende tone foran andre borgere."

Generelt dårlig trivsel

Det var dog langt fra kun beboere på plejehjemmet, der oplevede nedladende tale og en rå kultur.

Et andet markant kritikpunkt i rapporten er nemlig dårlig trivsel på stedet, som har givet langtidsfravær og flere opsigelser blandt medarbejderne.

Det har fået indflydelse på det psykiske arbejdsmiljø.

- Forholdene på Sct. Jørgensbjerg har været meget utilfredsstillende, hvilket vi blev bekendte med hen over sommeren. Vi indsatte ny ledelse i august, og siden er der arbejdet målrettet med de områder, som Styrelsen også kritiserer. Vi tager tilsynsrapporten dybt alvorligt og følger udviklingen nøje, forklarer kommunaldirektør Henrik Kolind, der er konstitueret direktør for området i en pressemeddelelse.

Manglende dokumentation

Et andet gennemgående kritikpunkt i tilsynsrapporten er manglende dokumentation. De aftaler, der indgås med borgere og pårørende, skal skrives ned. Uanset hvem der er på vagt, skal medarbejderen kunne slå op i journalen og se, hvad der er gældende.

Derfor er Styrelsen for Patientsikkerhed nu kommet med en lang liste over arbejdsgange, som plejehjemmet skal implementere.

- Vi er langt fra færdige med at genoprette trivslen, kvaliteten og det gode arbejdsmiljø, men der er sket væsentlige fremskridt i forhold til tilsynet i starten af oktober. De pårørende har udtrykt tillid til den nye ledelse, og det har medarbejderne også, hvilket styrelsen også anerkender i sin rapport. Men vi er ikke i mål endnu, siger Henrik Kolind.

Ledige stillinger

Efter masseopsigelserne på plejehjemmet er der fortsat ledige stillinger – et problem Plejecenter Sct. Jørgensbjerg deler med mange plejecentre i landet.

Ledelsen får derfor nu støtte fra rådhuset, ligesom der er sendt forstærkning fra Videnscenter for værdig ældrepleje.

I starten af det nye år laver kommunen en brugertilfredshedsundersøgelse for at følge, hvilke forandringer beboerne forhåbentlig oplever, der er sket siden august.

Fakta

Styrelsen for Patientsikkerhed fører tilsyn i både det offentlige og private sundhedsvæsen ud fra en løbende vurdering af, hvor der kan være størst risiko for patienternes sikkerhed.


Styrelsen reagerer også på såkaldte bekymringshenvendelser og foretager reaktive tilsyn. I dette tilfælde har styrelsen udført tilsynet på baggrund af en henvendelse fra en pårørende, der kontaktede styrelsen i juni måned.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik