Corona skubber rygestop-kurser ud i skoven: "Meget nemmere at motivere folk"

Coronavirus har fået flere og flere kommuner til at rykke deres rygestopkurser i naturen, hvor der er mindre smittefare og masser af frisk luft, når rygetrangen skal knækkes.

Det er langt fra et kedeligt powerpoint, man bliver mødt med, hvis man deltager i et rygestopkursus i Roskilde.

Her er kommunens lokaler erstattet med grønne bøgetræer og fuglefløjt. 

Roskilde Kommune er nemlig én ud af mange kommuner, der er begyndt at tilbyde rygestopkurser i naturen.

quote Vi får meget nemmere ved at motivere folk 

Lisa Høj, sundhedskonsulent, Roskilde Kommune

En af dem, der har valgt at deltage, er Susanne Pia Hansen, som flere gange har forsøgt at kvitte smøgerne.

- Jeg håber, jeg bliver mere bevidst om, at man godt kan være herude, uden at man altid tænder en cigaret. For det har været fast motto for mig, at når man var ude, så tændte man en cigaret, siger Susanne Pia Hansen.

Susanne Pia Hansen håber på, at naturen kan hjælpe hende med at slippe af med rygetrangen.
Susanne Pia Hansen håber på, at naturen kan hjælpe hende med at slippe af med rygetrangen.
Foto: Frida Lind Kruse/TV 2 Lorry

Færre coronarestriktioner i naturen

I Roskilde har man længe haft lyst at flytte kurserne ud i naturen.

Et udendørs kursus var støbeskeen, og coronarestriktionerne blev en kærkommen lejlighed til at rykke ud i den friske luft. Også med andre aktiviteter.

- Coronaen har jo befordret, at vi skal meget mere ud med alle vores indsatser. Og det er vi rigtig mange, der er glade for. Og i naturen er der jo plads, så vi kan få mange flere folk med på alle vores hold, fordi vi ikke har det her begrænsende kvadratmeter på grund af corona, siger Lisa Høj, der er sundhedskonsulent i Roskilde Kommune. 

Flere kommuner rykker udendørs

Roskilde er langt fra den eneste kommune med kurser i naturen. I flere andre kommuner forsøger man også at erstatte cigarettrangen med duften af grantræer.

I blandt andet København, Frederikssund, Lyngby-Taarbæk og Ballerup har man lignende tiltag.

I Lyngby-Taarbæk har man haft udendørs kurser længe, mens det i blandt andet Frederikssund og Ballerup var coronaen, der sparkede kurserne udenfor.

quote Det var super godt at være her i skoven.

Susanne Pia Hansen, kursusdeltager

Ifølge Rygestopbasen deltog 4647 personer i Region Hovedstaden og Region Sjælland i et rygestopkursus i 2019.

Der findes dog ingen præcise tal på, hvor mange rygestopkurser i naturen, der bliver udbudt, men hos Rygestopbasen har man et indtryk af, at der er en stor interesse for netop denne type kurser. 

Der findes endnu ingen videnskabeligt belæg for at sige, at kurser i naturen virker bedre end traditionelle rygestopkurser. Men nogle kommuner har oplevet en positiv effekt med kurser i naturen.

Naturen giver ro

Og der er mange fordele ved at flytte kurserne udendørs, lyder det fra Lisa Høj. 

- Hele det her afstressende element, som vi jo ved, at naturen giver os, den spiller så meget med. Så vi får meget nemmere ved at motivere folk til at holde fast i deres gode beslutning om at holde op med at ryge, siger Lisa Høj. 

Efter første kursusgang i Boserup Skov er Susanne Pia Hansen også meget positivt stemt overfor det nye koncept i Roskilde. 

- Jeg tænker, det var super godt at være her i skoven, så for mig er det rigtig rart, siger hun. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik