Brancheforening for sikkerhed: Terrorsikret torv slet ikke sikret

Roskilde Kommune skaber falsk tryghed, når de proklamerer Stændertorvet som terrorsikret med blomsterkummer, mener brancheforening. Kommunen afviser kritikken.

En Fiat Punto med otte kilometer i timen kan med lethed skubbe Roskilde Kommunes nye milliondyre terrorsikring af vejen.

Derfor er det vildledende, når kommunen kalder torvet for terrorsikret efter opsætningen af 17 blomsterkummer.

Det mener Sikkerhedsbranchen, der er brancheforeningen for virksomheder, der arbejder med sikkerhed og sikring.

- At kalde tiltaget for terrorsikring er at stikke folk blår i øjnene. Det har intet med terrorsikring at gøre, siger Kasper Skov-Mikkelsen, der er direktør i Sikkerhedsbranchen.

Brancheforeningen påpeger, at blomsterkummerne, der ikke er forankret i jorden, uden videre kan skubbes til side af eksempelvis en stor firhjulstrækker, der derefter kan accelerere ind i folkemængden.

Opsætningen af de 17 blomsterkummer på Stændertorvet i Roskilde som terrorsikring får hård medfart fra Sikkerhedsbranchen.
Opsætningen af de 17 blomsterkummer på Stændertorvet i Roskilde som terrorsikring får hård medfart fra Sikkerhedsbranchen.
Foto: Roskilde Kommune

Penge dårligt givet ud

I stedet mener Sikkerhedsbranchen, at Roskilde Kommune burde have investeret de 1,5 millioner, projektet har kostet, i såkaldte pullerter - runde, lave stolper, der er nedsænket i vejen. 

- Pullerter er jo for det første testet, så vi ved, hvad de holder til. Når de er sat ned, så kan du få et certifikat på, at de stopper en lastvogn på 7,5 tons med 80 km/t. Færdig, siger Kasper Skov-Mikkelsen.

- For det andet, så kan blomsterkummerne gøre det sværere for folk at flygte ved et eventuelt angreb, fordi de fylder så meget mere. Derimod virker en pullert som en kam og får folk til at evakuere mere effektivt, siger Kasper Skov-Mikkelsen. 

Ifølge direktøren kan man for 1,5 millioner kroner få mindst 30 pullerter installeret på torvet.

- Og så kunne man i øvrigt snildt have opsat blomsterkummer ovenpå pullerterne, hvis det var det, man ville have, siger han.

Kommune afviser brancheforeningens kritik 

Roskilde Kommune afviser dog kritiken fra direktøren i brancheforeningen.

- Det har han ingen forudsætninger for at udtale sig om. Han har ikke været på stedet. Han er inviteret til et møde i Roskilde, og vi vil rigtig gerne høre på, hvad han har at sige, siger Tomas Breddam fra Socialdemokratiet, der er formand for Plan- og Teknikudvalget i Roskilde Kommune.

- Hvis han havde været ude og rent faktisk se på det, ville han også vide, at man også kan køre forbi det og uden om det. Det, der er meningen, er, at man får hastigheden helt ned på et par kilometer i timen, så man efter at have forceret det, ikke kan nå at komme op i en fart, hvor man kan forvolde stor skade, siger formanden for udvalget.

Derimod mener Tomas Breddam, at direktørens kritik nok snarere er et udtryk for, et ønske om at promovere sin brancheforenings interesser, hvor virksomheder blandt andet tjener penge på at opsætte netop pullerter. 

- Jeg forholder mg til, at der har siddet et udvalg af de klogeste hoveder bestående af politiets eksperter og folk, der står for sikkerhed ved store events. De har nået frem til denne løsning med blomsterkummer, og den er jeg ganske tryg ved, siger han.

Til gengæld medgiver udvalgsformanden dog, at blomsterkummerne ikke lever op til den branchestandard, der udløser certifikatet terrorsikring.

- Om en blomsterkumme er terrorsikring eller en fartdæmpende foranstaltninger, eller hvad det hedder, er ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at der er opsat nogle foranstaltninger, der gør at det er sikkert at færdes på torvet.

Roskilde Kommune vedtog sidste år at afsætte 1,5 millioner til terrorsikringen af Stændertorvet. Vi loddede stemningen for beslutningen blandt butikslivet i Roskilde dengang. Se med i indslaget her: 

Kort nyt

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik