Branchedirektør: Derfor er tøjbutikker hårdt ramt på trods af genåbning

Nu kan butikker igen åbne - men deres kampe er langt fra slut. Nu skal hullerne dækkes.

Tirsdag måtte butikscentre på mindre end 15.000 kvadratmeter åbne.

En glædens dag – men også en dag, hvor mange butiksindehavere må sande, at krisen endnu ikke forbi.

I mange butikker hober usolgte varer sig nemlig op, fortæller branchedirektør i Dansk Erhverv, Jens Birkeholm.

- De står med en masse varer, som de simpelthen ikke er kommet af med. Nu står vi her, og det er på vej til at blive forår, men på hylderne og i kasserne i mange butikker ligger der jo vintervarer og efterårsvarer - og dem er der ikke ret meget salg i lige nu, siger han til TV 2 Lorry.

I tøjbutikken Ladies & Littleones i Jyllingecentret står indehaver Christina Rünitz med netop det problem.

For da butikken senest blev lukket ned 17. december, skulle hun i gang med slutspurten i julesalget, januarudsalget gik hun også glip af, og selv om hun har knoklet med at sælge varerne via Instagram og Facebook, så har det ikke kunne gøre det op for det fysiske salg i butikken.

De nye varer, der nu kommer hjem, blev bestilt for mere end et halvt år siden, da hun troede på, at coronaen ville have mistet sit tag i Danmark.

- Vi kan ikke stoppe leveringerne, de bliver ved med at komme, fortæller hun.

- Så vi har valgt at gemme efterårs- og vinterkollektionerne væk, og gemme det til et stort udsalg senere.

Salg af vintertøj skulle betale køb af forårskollektioner

Christina Rünitz har altså hængt de nye forårskollektioner frem i butikken.

Men ifølge Jens Birkeholm skaber det manglende vintersalg et andet problem. For der skal også betales for de nye varer – og pengene til dét skulle komme fra vintersalget.

- Lige nu kommer de varer ind i butikkerne, som man jo bestilte for 8-9 måneder siden, og de skal jo betales, så der skal penge i kassen nu, siger han.

For tøjbutikkernes vedkommende var salget i januar og februar kun 30 procent af det normale, og for skotøjshandlere var den helt nede på 5-6 procent ifølge Dansk Erhverv.

Så generelt er det nogle pressede butiksejere, der tirsdag slog dørene op.

For selv om butikkerne var lukket, og der er hjælpepakker at søge, så er der stadig også mange udgifter, der skal betales.

Derfor falder dagens åbning af de små butikscentre på et tørt sted, og Christina Rünitz insisterer på at være optimist.

- Vi klarer den, vi er mega optimistiske, og vi kæmper videre online. Og nu kan vi endelig byde vores fysiske kunder velkommen også, så vi klarer den, lyder det fra butiksindehaveren i Jyllingecentret.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik