Børn og voksne går imod beslutning om at ændre sidste skoledag

Roskilde Kommune vil have arrangeret lokale fester uden alkohol for afgangselever, men elever vil holde fast i traditionerne. Nu møder eleverne opbakning fra voksne borgere.

Skole- og Børneudvalget i Roskilde besluttede tirsdag i sidste uge at aflyse den traditionsrige, fælles fest for 9.-klasseselever fra hele kommunen på elevernes sidste skoledag.

De sidste mange år har kommunen blandt andet udstedt armbånd til festen, der senest er foregået ved Paramount på Eriksvej, og kommunen har også stillet personale til rådighed, både fra skoler og SSP-medarbejdere.

Men det skal altså være slut nu. Kommunen ønsker i stedet, at skolerne selv skal afholde sidste skoledagsarrangementer lokalt.

Men politikernes beslutning er blevet mødt med stor kritik af kommunens skoleelever, og nogle af eleverne har derfor valgt selv at tage initiativ til en ny, fælles fest på tværs af kommunens skoler, der skal foregå i Folkeparken - stik imod kommunens ønske.

Elevernes initiativ møder opbakning

På trods af politisk modstand bakker flere voksne borgere nu op om elevernes initiativ.

Christina Rodholm, der er klasselærer for en 9. klasse i Roskilde, har som privatperson startet Facebook-gruppen "Sidste Skoledag - voksne der hjælper", hvor hun forsøger at organisere dem, der ønsker at hjælpe de unge med at skabe en ny, stor fest.

quote Det er ikke fair, at 14-16-årige skal stå med det ansvar. Men det er heller ikke fair, at de ikke skal fejre sidste skoledag på tværs af skolerne.

Christina Rodholm, administrator af "Sidste Skoledag - voksne der hjælper"

- Jeg håber, at de unges opråb virker, så kommunen tager ansvaret på sig igen og fortsætter med at være med til at sikre, at de unge får en tryg og festlig sidste skoledag. Men hvis politikerne ikke lytter, må vi andre bakke op om de unges inititativ og sikre, at der er nogle voksne til festen, hvis der sker noget uhensigtsmæssigt, siger Christina Rodholm.

I skrivende stund har Facebook-gruppen 30 medlemmer, der alle vil være med til planlægge, hvordan man bedst kan give afgangseleverne nogle trygge rammer på deres sidste skoledag.

Christina Rodholm mener, at politikernes beslutning om at trække støtten til den store afgangsfest er uholdbar.

- På kort sigt er vi måske nogle lærere og forældre, der vil være med til at sikre, at de unge kan feste i trygge rammer. Men man kan ikke regne med, at der hvert år vil være forældreopbakning og opbakning fra skoleledelser, så det bør organiseres højere oppe, altså i kommunen, siger hun.

Nogle unge har selv givet udtryk for, at de er bekymrede over, at der til den nye, store fest kan komme folk, der ikke er hensigtsmæssige at have med til sådan en begivenhed.

- Det er ikke fair, at 14-16-årige skal stå med det ansvar. Men det er heller ikke fair, at de ikke skal fejre sidste skoledag på tværs af skolerne. Derfor må vi voksne bakke op, lyder det fra Christina Rodholm.

Udvalgsformand står fast: Det er ikke en kommunal opgave

Ifølge formanden for Skole- og Børneudvalget i Roskilde, Jette Henning (S), er der bred enighed i udvalget om, at det ikke er en kommunal opgave at holde en fest, hvor man må tage alkohol med. Flertallet i udvalget mener heller ikke, at det er realistisk at holde en stor, fælles alkoholfri fest.

Derfor ønsker de, at der skal laves små, lokale arramenter i stedet og gerne uden alkohol.

quote Jeg er ikke overrasket over, at der kommer en reaktion. Sådan er det, når man vil lave om på nogle traditioner.

Jette Henning (S), udvalgsformand, Skole og Børneudvalget, Roskilde

- Jeg er ikke overrasket over, at der kommer en reaktion. Sådan er det, når man vil lave om på nogle traditioner. Men der kan også være elever og forældre, der synes, at det er et godt initiativ med de decentrale arrangementer uden alkohol, siger hun og fortsætter.

- Jeg kan ikke forhindre, at elever kommer i Folkeparken. Det er også et forældreansvar. Men jeg håber, at forældre og elever vil bakke op om de decentrale arrangementer.

Udvalgsformanden understreger, at det er under en uge siden, at det blev besluttet, at den sædvanlige store afgangsfest skal aflyses. Derfor mener hun også, at der nu vil blive startet en dialog på skolerne, hvor der vil blive diskuteret, hvad der kan bygges op af nye, lokale traditioner.

- Undersøgelser har vist, at det er vigtigt at udskyde unges alkoholdebut til så sent som muligt, og forældres og voksnes holdning betyder noget i den sammenhæng. Vi vil gerne sende et signal om, at alkohol og børn ikke hænger sammen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik