Borger fik pludselig signalbesked fra stjålet effekt: Så kunne politiet anholde hel tyvebande

Tre mænd fra Litauen er blevet varetægtsfængslet i Roskilde på grund af mistanke om tyvekoster. Det var en henvendelse fra en forurettet borger, der ledte politiet på sporet af tyvekosterne.

Tre unge litauiske mænd er i dag blevet varetægtsfængslet til den 27. januar. Det blev slået fast ved et grundlovsforhør ved Retten i Roskilde, hvor de blev sigtet for flere villaindbrud og tyverier.

De tre mænd blev i går anholdt og senere varetægtsfængslet på grund af et større fund af tyvekoster, hvor flere af tyvekosterne med sikkerhed kunne spores til tyverier i området. 

En af mændene var også i besiddelse knap tre gram hash, som også blev beslaglagt til en sag om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Retsmødet blev afholdt for lukkede døre.

Borger ledte politi på sporet

Det var en henvendelse fra en forurettet borger fra Vindinge ved Roskilde, der førte politiet på sporet. Borgeren havde før nytår haft indbrud i sin bopæl, hvor han havde fået stjålet cykler og en computer. Borgeren havde pludselig fået et sporringssignal fra en af de stjålne effekter og henvendte sig derfor til Midt- og Vestsjællands Politi med oplysningerne fra sporringsignalet.

Signalet kom fra en adresse i Darup-området, en patrulje kørte derfor dertil.

- Vi er glade for, at borgerne henvender sig, så politiet sammen med borgeren kan vurdere, hvad oplysningerne kan bruges til. Og i det her tilfælde var det specifik information og en entydig adresse, som gjorde, at det var en pålidelig oplysning politiet kunne reagere på, forklarer Martin Bjerregaard, som er pressetalsmand hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Tyvekoster fra minimum 5 indbrud

På adressen, som sporingssignalet angav, fik politiet i første omgang kontakt til to udenlandske mænd på henholdsvis 21 og 27 år fra Litauen. På deres opholdssted lugtede det kraftigt af hash, og derfor iværksatte politiet en ransagning. Det fremgår af Midt- og Vestsjællands døgnrapport.

Politiet fandt dog ikke euforiserende stoffer, men derimod flere cykler, kamera og taske, airpods og andre effekter. Ifølge politiet kunne effekterne straks  relateres til to indbrud i villaer i henholdsvis Vindinge og Viby Sj, indbrud i en villa i Hedehusene, indbrud i en garage i Himmelev og tyveri fra en bil i Roskilde.

De to litauere blev derfor anholdt og sigtet for berigelseskriminalitet, inden de senere blev afhørt på politistationen i Roskilde.

Ny mand og flere tyvekoster

Under den fortsatte efterforskning og ved en fornyet og udvidet ransagning af adressen i Darup-området traf politiet samme sted endnu en litauisk mand på 25 år. Han blev også anholdt, da han også var i besiddelse af tyvekoster fra et indbrud i Vindinge.

quote jer som har oplevet indbrud i perioden, skynd jer at få udfyldt og sendt lister over stjålne genstande.

Martin Bjerregaard, pressetalsmand, Midt- og Vestsjællands Politi

Samtidig var han i besiddelse af knap tre gram hash, som også blev beslaglagt af politiet til en sag om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

I forbindelse med den fornyede ransagning fandt politiet flere effekter såsom ure, smykker, knivsæt, høretelefoner med videre. Disse formoder politiet også er tyvekoster.

- Vi har fundet en masse effekter, som tre mand ikke normalt ville tage med sig under et ophold i Danmark. Derfor mistænker vi dem for at være tyvekoster, siger Martin Bjerregaard.

Her ved man dog ikke, hvor tyvekosterne er fra.

Politiet oplyser, at de stadig er i gang med efterforskningen.

Stjålne effekter på retur

Politiet er også gået i gang med at undersøge de beslaglagte tyvekoster i et forsøg på at identificere ejerne, som skal have de stjålne effekter retur.

De sager, som de tre litauiske mænd er sigtet for, er alle begået i løbet af den netop overståede jul og nytår.


Har man derfor haft indbrud  i perioden, men endnu ikke indberettet det, er det en god idé at komme i gang.

- I og med det er friske indbrud, er der ofre, der endnu ikke har indberettet det. Men jer som har oplevet indbrud i perioden, skynd jer at få udfyldt og sendt lister over stjålne genstande, uanset om det er indbrud i villaer, biler og garager, lyder opfordringen fra Martin Bjerggaard. 

De tre anholdte har været i politiets varetægt siden anholdelse.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik