HVAD SÅ ROSKILDEEEEE!!!!
Ja tak. Så er jeg kommet hjem fra en vild og voldsom uge på Roskilde. Men var det lige så fedt og voldsomt, som da jeg sidste gang var afsted i 2014.
Har jeg ændret mig eller har festivalen? Let’s dive in.
Tøjet
2014: Måske var jeg bare klam, men jeg husker det som om, ALLE tog deres grimmeste tøj på og stank, som jeg ved ikke hvad, hele ugen. Bad var ikke meget omtalt, og to ture under bruseren i løbet af ugen var rigeligt.
Man havde ironiske bøllehatte på (inden de blev seje), morfars gamle striktrøje og smadret H&M-tøj, man kunne kyle ud efter. Men det var okay - for vi var fælles om det. Bæltetasken var praktisk og havde et formål (ikke få dine ting stjålet). Den var ikke en del af et sæt.
2018: Wow, wow, wow - hvilket modeshow. Hvilket rent hår. Hvilken duft (sådan næsten da). Jeg var overrasket over, hvor godt folk så ud. Planlagte outfits, deres pæneste kjoler klemt ned i rygsækken og solbrillen på plads. Intet var tilfældigt, hvilket er lidt ærgeligt. Vi kan altid se godt ud. Er det ikke fedt at være grim bare en enkelt uge om året?
Mobiler
2014: Smartphones var der, selvfølgelig var de det. Men jeg husker dem slet ikke (måske forbi jeg ikke havde en). De var ikke til stede.
Folk efterlod dem derhjemme i frygt for at de blev nappet. Man fandt sin gamle Nokia 6210 frem og løb op til opladerstanderen hver anden dag for at få den opladt over natten. “Men hvad så hvis folk ville have fat på dig”, tænker du? Surt show, de måtte vente. Og man måtte pænt skrive tilbage “Sorry den var til opladning”. Man var fri.
Mere villig til at møde nye mennesker, spørge om ting, være i nuet. Men det er vist en længere samtale.
2018: Smartphones alle vegne. De bedste insta-poses, de sjoveste stories, stirren i mobilen, afhængigheden, akavetheden reddet pga. den sorte skærm foran dig. Øv. Der røg lidt af fællesskabet.
Man kan jo ikke leve uden den efterhånden. Derfor kom Volt. Så du kan få en ny opladt powerbank en gang i døgnet, så du ALDRIG skal opleve den rædselsfulde oplevelse at gå hen til en person, kigge dem i øjnene, og spørge om vej til Arena. For du har din app. Du har dit Google Maps. Du har Tinder, så kærligheden i virkeligheden er også overvurderet. Du skal tjekke likes. Ikke at jeg er imod smartphones eller noget.
Alderen
2014: Let’s be real. Jeg var naturligvis yngre i 2014. Lige blevet student, ankom fuld, uden stemme og klar til at fyre den af.
20 år, single og ready to mingle. Intet kunne stoppe mig. Man drak sig bare ned hver aften. For så sov man hurtigere, og tømmermænd var ikke et begreb, jeg kendte til.
2018: 24 år. Fuldtidsarbejde, relativt fornuftig, tidligt i seng for at være klar til næste dag. Jeg sagde glædeligt ja til at arbejde syv ud af festivalens otte dage i 7,5 time om dagen. Men når man stadig er 24 år, single og alt det der, så vil man stadig gerne nyde det. Og det var der også tid til.
Men kan vi lige snakke om, hvor unge folk er. Der er jo 17-årige piger i bikini, der spiller fodbold i sæbevand. Nu lyder jeg gammel, det ved jeg godt. Men min søde fremtidige datter skal bestemt ikke på Roskilde som 17-årig. Især ikke når jeg tænker på mit første år på Roskilde som 17-årig. Det var ikke de bedste beslutninger, der blev truffet der.
Men i år var jeg fornuftig - og træt. Åh, så træt hver aften. Jeg frøs og blev ædru og ville hjem og sove i mit eget rene telt i mediecampen, hvor der var stille. Men det er fint. Vi bliver alle gamle, og vi kan ikke blive ved med at drikke hjernen ud og løbe forvirret rundt med en ølbong i den ene hånd og toiletpapir i den anden, mens man desperat leder efter et toilet eller sine venner eller sin bøllehat, eller hvad hulen man ellers lavede, dengang man var 17 år.
Åh det var tider.
Mad
2014: Pesto, rugbrød, minut-nudler, mere pesto. Ugen er reddet.
Alle ved jo at tre-kroners minutnudler virkelig ligger en god, solid bund, inden man drikker 24 øl.
2018: Dixieburger, kylling i karry. "Uhh, har du hørt om det der sushisted". Sagde du 108 kr for en ris-ret. Ja okay, så pyt. Av, av, av. Maden er dyr på Roskilde.
Men jeg orker simpelthen ikke længere at slæbe dåsemakrel med på festival. Men så er det jo godt, at der rent faktisk er et super godt udvalg hele ugen.
Konklusion
Jeg tror, det, vi sammen kan konstatere, er, at måske er det ikke så meget Roskilde Festival, der har ændret sig. Måske er det bare mig, der har gennemgået den ting, som Peter Pan frygter mest: Adulthood…
Just kidding, jeg er der ikke helt endnu, men jeg nærmer mig, og det tror jeg nu også er helt okay.
Men lad mig slutte af med at sige. Wow, Roskilde Festival er et fantastisk sted. Fantastisk stemning. Fantastiske mennesker. Og det er lige meget om de nu har flottere tøj på, spiser rigtigt mad og poserer til Instagram. Vi er stadig fælles om det.
Till next year.
