Blå blink på stribe: Usædvanligt mange politimotorcykler er på vejene denne uge

Kommer du til at opleve en hel karavane af politimotorcykler på vejene, er der ingen grund til bekymring. Usædvanligt mange politimotorcykler gennemkører nemlig de danske etaper forud for Tour de France.

25 politimotorcykler med blå blink vil tirsdag fylde på vejene i og omkring Roskilde. Ikke fordi, der er noget galt eller fare på færde. Næh, de 25 motorcyklister skal gennemteste og gennemkøre etape to og tre forud for Tour de France.

Når etaperne skal køres den første weekend i juli, vil både rytterne og den store reklamekaravane nemlig blive ledsaget af danske motorcykelbetjente.

Og for at kunne udføre eskorteopgaven bedst muligt, så er det nødvendigt, at betjentene kender ruten.

Derfor gennemkører de omkring 25 politimotorcykler samt tre uniformerede biler de to etaper henholdsvis tirsdag den 7. juni og onsdag den 8. juni.

- Det er rigtig vigtigt, at de betjente, der skal eskorte den store reklamekaravane, cykelrytterne og hele det store følge af ledsagerbiler, kender både ruten og deres opgave på dagen rigtig godt. Ruten er jo ikke bare en lige, flad strækning, men indeholder mange sving, stigninger og andre trafikale udfordringer, som vi skal have godt styr på, inden løbsdagen. Det får vi bedst ved, at vi sammen gennemkører de to etaper, siger politikommissær Axel Sørensen, der har ansvaret for eskorten.

Tirsdag gælder det etape to, hvor gennemkørslen starter klokken 13:30 i det centrale Roskilde, videre gennem Lejre, Holbæk, Odsherred, Kalundborg og Korsør, over Storebæltsbroerne for at slutte i Nyborg sidst på eftermiddagen.

Onsdag fortsætter karavanen på Fyn og i Jylland.

Tour de France køres i Danmark den 1. - 2. og 3. juli 2022.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik