Årelangt slagsmål om milliardansvar i Roskilde Bank slutter

Tirsdag slår Østre Landsret fast, om Roskilde Banks tidligere ledelse og revision er ansvarlige for tab.

Klokken 10 tirsdag formiddag kulminerer et af de største opgør efter finanskrisen i Østre Landsrets lokaler i Søborg. 

Her finder Roskilde Banks tidligere ledelse og revision Ernst & Young ud af, om de skylder en erstatning på en milliard kroner plus renter for deres drift af banken. Den gik under med et brag i 2008.

Sagsøger er Finansiel Stabilitet, der overtog resterne af Roskilde Bank efter krisen. Og dermed også overtog de enorme tab, banken led på det ejendomsmarked, der havde stået for hovedparten af dens årelange turbovækst.

Roskilde Bank havde lånt voldsomt ud op til krisen. Deriblandt til flere kendte ejendomsspekulanter. Da ejendomsmarkedet og finansmarkedet kollapsede, kollapsede banken.

Forskellige syn på sagen

Spørgsmålet er, om bankens ledelse var så uansvarlig, at den står til ansvar for tabene grundet dårlig kreditvurdering, skosen af Finanstilsynets advarsler og manglende kontrol af ledelsen.

Den tidligere ledelse, med direktør Niels Valentin Hansen som synligste eksponent, mener ikke, at man kunne have gjort noget anderledes.

- Alle var trygge ved, at udviklingen i verdensøkonomien ville fortsætte. Hvad andre ikke kunne se, kunne jeg heller ikke se. Det ville da også have været meget forlangt, sagde Niels Valentin Hansen på en af de over 100 retsdage, der har været afsat til sagen.

Finansiel Stabilitets advokater har dog et helt andet syn på sagen.

Under retssagen har advokaterne blandt andet fremført, at ejendomsspekulanter fik lov til at låne mere og mere uden større kreditvurdering, at bestyrelsen ikke blev rådført ordentligt, at banken lånte kunder penge til at købe aktier i banken for og meget mere.

"De her sager har været vigtige"

I tidligere sager mod ledelserne i Amager Banken og Capinordic Bank er blev ledelserne ikke fundet erstatningspligtige.

- I de sager overbeviste de retten om, at de nok havde lavet fejl, truffet dårlige beslutninger eller havde haft helt forkerte forventninger til fremtiden.

- Men de har handlet i bankens interesse og i god tro, da de gjorde det, siger seniorrådgiver ved Institut for Økonomi og Ledelse ved Aalborg Universitet Lars Krull.

Staten har via Finansiel Stabilitet brugt et trecifret millionbeløb på at sagsøge tidligere ledelser for banker, der gik under efter finanskrisen.

Selv om det ender med frifindelser, er pengene godt givet ud, mener Lars Krull.

- De her sager har været vigtige. Offentligheden har et behov for at vide, hvad der præcist er foregået.

- Og så har der været utroligt meget læring, der gør, at vi nu er klogere og har procedurer på plads, så det ikke sker igen, siger seniorrådgiveren.

/ritzau/

Se indslag fra 2016, hvor den tidligere Roskilde Bank direktør første gang var i vidneskranken:

 

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik