Ansat råber op: Roskilde Internat drukner i dyr om sommeren

I løbet af tre sommermåneder har Roskilde Internat modtaget dobbelt så mange kæledyr som i resten årets måneder. Antallet af indleverede dyr stiger og stiger.

På Roskilde Internat modtager personalet for hvert år flere og flere kæledyr.

Særligt om sommeren bliver rigtig mange dyr efterladt af danskerne, og i juli, august og september sidste år modtog Roskilde Internat 650 styks, hvilket var en ny negativ rekord.

- Vi ville jo ønske, at alle de dyr, som bliver dumpet, kommer ud til os, så vi kan hjælpe dem. Men mange gange bliver de fundet for sent, og så oplever vi, at man finder en død kat eller kanin i en container, siger Mie Munck, som er dyrepasser og hundeansvarlig på Roskilde Internat og fortsætter:

- Og det er ganske forfærdeligt at efterlade et kæledyr, for man kan bare aflevere dem på et internat. 

 

Dyr i alle slags størrelser

Det er alt fra katte og kaniner til skildpadder og slanger, der er blevet efterladt af deres ejere, og som nu er kommet under beskyttelse. På Roskilde Internat er gangene derfor fyldt op med alverdens dyr.

- Lige nu har vi faktisk tre kongepythoner og en kornsnog. Og det er ret normalt herude, at de også bliver fundet om sommeren rundt omkring. 

De ansatte på Roskilde Internat frygter nu, at den stigende udvikling med antallet af efterladte kæledyr i sommersæsonen, vil fortsætte i år. For de seneste år er der kommet flere og flere til. 

- Den største årsag til, at vi får flest dyr om sommeren, er, at folk har bestilt sommerferie, og de ikke kan få passet deres dyr. Derudover er sommermånederne også avlsperiode for katte, og kattene kan få to kuld på et år, og hvis man ikke får ordnet sin kat, så får man lige pludselig killinger, siger Mie Munck.

Danskerne efterlader alle slags dyr til deres egen skæbne. Roskilde Internat modtager for eksempel jævnligt slanger.
Danskerne efterlader alle slags dyr til deres egen skæbne. Roskilde Internat modtager for eksempel jævnligt slanger.
Foto: Tobias Schiøler/TV 2 Lorry

Grænsen er for længst nået

På kun tre sommermåneder sidste år modtog Dyrenes Beskyttelse over 3000 kæledyr på landsplan, som er en fordobling i forhold til resten af året.

I Roskilde er grænsen for, hvor mange dyr man kan have opbevaret, for længst krydset, og her er det ikke længere nok at råbe højt om problemet.

- Jeg vil mene, at der må nogle politikere i gang, og at vi samtidig skal have et større dyrepoliti. Vi skal have nogle flere sager, hvor dyrene bliver taget permanent fra menneskerne, i stedet for de kommer tilbage, i og med vi ikke har en større dyreværnslov, end vi har, lydet det fra Mie Munck, inden hun slutter: 

- Der er nogen, som bliver nødt til at tage affære snart, fordi vi drukner i dyr henover hele sommeren.

Der bliver også indleveret mange fugle på Roskilde Internat, som er blevet sat fri af deres ejer.
Der bliver også indleveret mange fugle på Roskilde Internat, som er blevet sat fri af deres ejer.
Foto: Tobias Schiøler/TV 2 Lorry

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik