Ændrer ikke planer: Roskilde Festival arbejder fortsat på at blive afholdt

Udtalelser fra statsministeren om et forandret Danmark får ikke festivaler til at ændre i deres planer.

Flere af landets festivaler regner fortsat med at kunne invitere tusindvis af gæster til fest.

Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde ellers i et interview søndag aften, at det bliver et forandret Danmark, der på et tidspunkt åbner op igen.

Eksempelvis kommer man ikke til at klumpe sig sammen, og der kommer ikke til at stå rigtig mange mennesker meget, meget tæt og holde fest sammen, sagde statsministeren.

Men de udtalelser ændrer ikke på eksempelvis Roskilde Festivals planer for den forestående festival.

- Ligesom alle andre følger vi udviklingen nøje og afventer en plan for, hvordan og hvornår Danmark skal åbnes igen.

- Statsministerens udtalelser søndag aften ændrer ikke som sådan ved dette, siger talskvinde for Roskilde Festival Christina Bilde i en skriftlig kommentar.

Hun tilføjer, at det ikke er en optimal venteposition at befinde sig i for nogen, og hun håber stadig, at de tiltag, som myndighederne har igangsat, virker efter hensigten.

- Men vi har også forstået, at myndighederne kan vurdere situationen nærmere i tiden efter påske.

- Det er dem, vi må læne os opad, også i forhold til at vurdere risiko, siger hun.

Også Heartland, Tinderbox og NorthSide regner med, at deres festivaler bliver til noget i år.

Ritzau har ligeledes spurgt arrangøren bag Smukfest, om der er forventning om at kunne afholde festivalen i år.

Det har foreløbig været meldingen fra Skanderborgfestivalen.

- Vi fortsætter festivalplanlægningen som normalt og vil de kommende måneder træffe beslutninger på baggrund af myndighedernes anbefalinger og krav, skrev Smukfest på sin hjemmeside for nogle uger siden.

I samme forbindelse oplyste festivalen, at den er i løbende og tæt kontakt med de relevante myndigheder på sundhedsområdet.

Dette års Smukfest står til at finde sted 5.-9. august.

Roskilde Festival starter noget tidligere, da den går i gang 27. juni og slutter 4. juli.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik