18-årig mand seksuelt krænket af anden mand på Roskilde Festival

To mænd og to kvinder har hver især anmeldt sager til politiet, hvor de er blevet seksuelt krænket på Roskilde Festival.

Ifølge døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi er der siden fredag aften anmeldt fire forskellige forhold om sædelighedsforbrydelse og blufærdighedskrænkelse på Roskilde Festival.

Den første anmeldelse tikkede ind klokken 21.06 fredag aften, da en 33-årig mand kontaktede politiet for at fortælle, at han natten til tirsdag var blevet seksuelt krænket af en kvindelig bekendt.

Manden var frivilligt gået med ind i kvindens telt for at sove, og her havde han afvist, at der skulle ske nogen form for fysisk kontakt. Om morgenen vågnede han nøgen, og havde en mistanke om at han var blevet forulempet af kvinden.

Politiet skal nu afhøre kvinden, for at få hendes forklaring i sagen.

18-årig mand krænket af anden mand

Klokken 22.40 anmeldte en 18-årig mand, at han havde mødt en fyr på festivalen, som han ikke kendte i forvejen, og at han var gået med ham ind i fyrens telt.

Her var den 18-årige blev udsat for seksuel krænkelse af fyren. Den 18-årige anmeldte kort efter episoden til politiet, der påbegyndte en efterforskning af sagen, mens den 18-årige fortsat overvejer, om han vil deltage i de undersøgelser, som politiet skal foretage for at få sagen belyst.

Maste underlivet op mod kvinde

Klokken 23.18 anmeldte en kvinde, at hun var blevet udsat for blufærdighedskrænkelse under en koncert i Arena-teltet. Her havde en mand presset sit underliv op imod hende.

Da hun konfronterede ham med episoden, forlod han smilende stedet, hvorefter hun henvendte sig til sikkerhedspersonalet på festivalen, der tilkaldte politiet, der nu vil undersøge sagen nærmere for at finde frem til manden, der beskrives som 25-35 år, brunt halvlangt hår med sideskildning, skæg omkring munden og iført en flaskegrøn trøje.

Trukket ind i telt

Klokken 23.35 henvendte en 20-årig kvinde sig til samaritteltet og anmeldte, at hun kort forinden var blevet udsat for en seksuel krænkelse af en mand, hun lige havde mødt.

Politiet blev tilkaldt, hvor den 20-årige forklarede, at hun havde siddet og drukket sammen med en gruppe mænd på festivalen. Kvinden forlod stedet for at møde sin kæreste, og da fulgte en fyr fra gruppen med kvinden, idet han skulle samme vej.

Undervejs fik fyren trukket kvinden med ind i sit telt, hvor han forulempede hende seksuelt. Sagen undersøges nu nærmere, oplyser politiet i døgnrapporten.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik