17-årig anholdt for voldtægtsforsøg: Brød ind hos ung kvinde om natten

En 18-årig kvinde blev brutalt vækket om natten af en overfaldsmand, der var brudt ind i hendes soveværelse og med en kniv i hånden forsøgte at true sig til sex.

En 17-årig ung mand fra Køge blev onsdag eftermiddag anholdt mistænkt for forsøg på voldtægt af en 18-årig kvinde i Roskilde.

Politiet modtog natten til tirsdag kl. 03.17 en anmeldelse fra kvinden om, at hun kort forinden blev vækket ved, at en ung mand stod i soveværelset med en kniv i hånden og forsøgte at true sig til at have sex med hende.

Den forurettede kvinde skreg op, hvilket skræmte gerningsmanden, som flygtede fra stedet, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.,

Kvinden kunne efterfølgende give et klart signalement af den 17-årige, og nærmere undersøgelser viste, at den mistænkte havde skaffet sig adgang til den 18-åriges hus, da han havde fundet en ekstranøgle til huset.

Kvik kioskmedarbejder

Efterforskningen af sagen førte politiet frem til, at en mand med samme signalement, havde været ved en kiosk på Roskilde Station kort før gerningstidspunktet.

Politiet fik sikret overvågningen fra kiosken, og tirsdag eftermiddag ringede personalet fra kiosken og oplyste, at den beskrevne unge mand netop havde været inde i kiosken igen.

Det lykkedes den kvikke kioskmedarbejder at få den mistænkte til at komme tilbage til kiosken, hvor politiet kort efter fik anholdt den 17-årige, der blev sigtet for forsøg på voldtægt.

Han blev afhørt på politistationen under overværelse af de sociale myndigheder, og den unge mands værge blev orienteret om sagen.

Han vil onsdag blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde med begæring om varetægtsfængsling senere i dag.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik