16 katte efterladt i kulden - dyreinternat er rasende på ukendt ejer

Kattene, der søndag blev fundet foran Roskilde Dyreinternat, var gennemkolde og bange. Det vides ikke, hvor længe de har ligget der.

- Det gjorde så ondt at se. Det var så forfærdeligt. Jeg var lettere chokeret og havde svært ved at holde tårerne tilbage. Faktisk begyndte jeg lidt at græde.

Sådan reagerede dyrepasser Mie Munck, da hun søndag ved middagstid fandt 13 killinger og tre fuldvoksne katte efterladt foran sit arbejde på Roskilde Internat.

Kattene var blevet efterladt i en stor hundetransportkasse, og de lå på et tæppe, som var helt gennemblødt. 

- De var fuldstændig forfrosne. Og jeg var bange for, at to af killingerne var døde. De var gennemkolde og havde bare ligget i det her kolde vand, lyder det fra Mie Munck. 

Det var ved et rent tilfælde, at Mie Munk opdagede kattene. Buret, som de befandt sig i, var blevet placeret bag en blomsterkasse og var derfor ikke lige til at se. Kun fordi chefens hund gøede op, opdagede dyrepasseren, at der var noget galt.

16 katte blev fundet i buret her.
16 katte blev fundet i buret her.

”Undskyld”

Sammen med kattene lå en seddel, hvorpå de tidligere ejere havde skrevet en lille besked til internatet. Heriblandt blandt andet ordet "undskyld. Men det ord kan ikke retfærdiggøre den behandling, som kattene havde fået, mener Mie Munck.

- Jeg tænkte, at undskyld er et fattigt ord. Hvad hvis vi havde fundet dem senere, og vi stod med 16 døde katte? Og jeg ved ikke, hvem de siger undskyld til. Om det er til mig eller til kattene. Hvis det er til kattene, så er det ikke nok, lyder det fra Mie Munck.

Kattene var i en meget dårlig forfatning, da de blev fundet. Flere af dem havde kraftig øjenbetændelse, og en af dem havde et alt for stramt halsbånd på, som havde givet hudafskrabninger på halsen. 

Denne seddel lå sammen med kattene.
Denne seddel lå sammen med kattene.

Flere efterladte katte end sidste år

Det er langt fra første gang i år, at dyr bliver efterladt foran dyreinternater eller andre steder ude i naturen.

123 dyr er indtil videre blevet reddet af Dyrenes Beskyttelse i Region Hovedstaden. På landsplan drejer det sig om 989 dyr. Det er en lille stigning i forhold til antallet af dyr sidste år, hvor 105 dyr blev reddet i hovedstadsregionen.

- Vi kender jo aldrig hele baggrunden for, hvorfor det sker. Men det er desværre ofte fordi, folk ikke sørger for at undgå de her situationer. F.eks. at de ikke steriliserer eller kastrerer dyrene. Og så havner de i en situation, hvor de har nogle katte, de ikke kan tage sig af, siger Jens Jokumsen, familiedyrchef hos dyrenes beskyttelse, der er ansvarlig for alle organisationens internater.

Her ses nogle af de efterladte katte, der kom ind i varmen hos Roskilde Internat.

Dumping af dyr bør undgås 

Frem for at efterlade sine dyr i naturen eller foran dyreinternater, bør man i stedet sørge for at finde nogen, der kan tage sig af dem, hvis man ikke selv er i stand til det, lyder det fra Dyrenes Beskyttelse. 

- Hvis det ikke kan lade sig gøre, så kan man kontakte et internat og spørge, om de har plads. Eller man kan tage kontakt til en dyreværnsinstitution. Eller som sidste løsning bør man få dem aflivet, siger Jens Jakobsen. 

Dyrenes Beskyttelse anbefaler også at ringe til deres vagtcentral på 1812. 

De i alt 16 katte har det efter omstændighederne godt. 

Kattene er blevet småsyge af at være blevet efterladt foran Roskilde Internat. 
Kattene er blevet småsyge af at være blevet efterladt foran Roskilde Internat. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik