Roskilde Festival har svært ved at skaffe frivillige - kan give længere køer

Med under to uger til dette års Roskilde Festival plejer de fleste foreninger og virksomheder, der skal hjælpe til under festivalen, at være godt fyldt op med frivillige. Det er ikke tilfældet i år – og det kan få konsekvenser.

Flere virksomheder og foreninger mangler et stort antal frivillige i forbindelse med dette års Roskilde Festival – og det er blot under to uger inden Nordeuropas største festival løber af stablen.

Festivalen plejer at være at trækplaster for frivillige, der ønsker at hjælpe til med diverse opgaver, som kan udløse en billet til festivalen.

Men i år ser det anderledes ud.

Foreninger og virksomheder har problemer med at rekruttere de frivillige – og det mærker de blandt andet hos festivalens opladningsservice, Volt, der blandt andet leverer strøm til festivalgængernes mobiltelefoner.

- Vi oplever meget færre ansøgere, end vi har gjort tidligere. Vi fornemmer, det er en ting, der går på tværs af dem, vi snakker med, siger direktør i Volt, Frederik Due Jensen og fortsætter:

- Vi mangler mere end 200 frivillige. På det her tidspunkt plejer vi normalt at have lukket og fyldt holdene (med frivillige, red.). Det kommer bag på os, uddyber han.

Kan få konsekvenser for driften

Normalt har virksomheden Volt mellem 500 og 600 frivillige, når festivalen går i gang, men med under to uger til at Roskilde Festival bliver skudt i gang, mangler virksomheden mere end 200 frivillige.

Ifølge direktøren kan det få konsekvenser for driften og de mere end 35.000 kunder, som plejer at benytte sig af Volt i løbet af festivalen, hvis virksomheden ender med af mangle frivillige.

- Det kan få konsekvenser for, hvor mange vi kan servicere. Det kan munde ud i, at vi ikke kan tage flere kunder ind, fordi vi ikke har nok frivillige til at servicere, siger Frederik Due Jensen.

"Der mangler et kæmpe navn"

Det er ikke kun opladningsservicen Volt, der mangler frivillige.

Philip Reenberg, der er helårsfrivillig, og som blandt andet er medansvarlig for 600 frivillige, fortæller til TV 2 Lorry, at den enhed af frivillige, som han blandt andet er med til at koordinere, mangler omkring 200 frivillige.

Også han tror, at det vil få konsekvenser, hvis der mangler frivillige.

- Det vil betyde en forringelse af kvaliteten. De opgaver, der plejer at være otte til at udføre, vil der måske kun være fire til at tage sig af, siger Philip Reenberg og fortsætter:

- De steder, hvor personale skal betjene kunder, kan der komme til at blive længere køer, siger Philip Reenberg.

Ifølge Philip Reenberg kan der være mange grunde til, at der mangler så mange frivillige i år.

- Jeg tror, at folk synes, at der ikke er de store musiknavne (på Roskilde Festival, red.), som man drømmer om. Det er ikke det store trækplaster. Der mangler et kæmpe navn, siger Philip Reenberg og påpeger, at nogle måske har fået øjnene op for andre måder at holde festival på.

Han fortæller også til TV 2 Lorry, at coronapandemien kan have spillet ind.

- Gæsterne har været væk derfra. De har ikke været på festival i to år, så der er noget kultur, der skal bygges op igen i forhold til at tage på festival, siger Philip Reenberg.

Festival nedsætter taskforce

Ifølge Roskilde Festivals vicedirektør for organisation, engagement og HR, Dorthe Hove Olsen, adskiller antallet af frivillige sig ikke mærkbart fra tidligere år.

Hun påpeger dog, at nogle foreneringer har problemer med rekruttering.

Det siger hun i et skriftligt svar til TV 2 Lorry:

"Vi ved, at nogle af foreningerne er mere udfordrede end normalt. Vi er i tæt dialog med de foreninger og teams, der mangler folk, og arbejder målrettet med at sende nye frivillige, der melder sig på banen, i retning af de ledige pladser," siger Dorthe Hove Olsen i et skriftligt svar.

Vicedirektøren peger også på nogle grunde til, hvorfor der nogle steder er udfordringer med at engagere frivillige.

"Det er nok svært at pege på én grund, men en af dem er da helt sikkert, at det er lang tid siden, at vi har lavet festival. Desuden ser vi, at der i år er et helt særligt sammenfald af mange eksterne begivenheder samtidigt med vores festival," siger Dorthe Hove Olsen.

Vicedirektøren understreger, at de ikke er grundlæggende i tvivl om, at de nok skal komme i mål på alle vitale dele af festivalen.

"Vi har nedsat en taskforce, der følger udviklingen og sikrer, at de vitale dele er bemandet. Vi har allerede før corona haft fokus på, hvordan vi kan understøtte de foreninger, vi samarbejder med, blandt andet i forhold til rekruttering. Det skal vi sammen med foreningerne følge op efter festivalen," siger Dorthe Hove Olsen.

Roskilde-ånden er intakt

Volt-direktøren Frederik Due Jensen håber fortsat på, at de kan ramme det antal frivillige, som virksomheden plejer, men ifølge ham selv ser det efterhånden urealistisk ud.

Skulle I have gjort noget anderledes i rekrutteringen af frivillige?

- Set i bakspejlet skulle vi have fundet de frivillige noget før, men efter to corona-år, er det begrænset, hvor hurtigt vi kunne rykke på nogle ting, siger Frederik Due Jensen, der påpeger, at virksomheden forsøger at række ud til frivillige alle de steder, de kan.

- Alle (virksomheder, red.) forsøger at arbejde sammen om at få det til at lykkes og strække sig for hinanden. Roskilde-ånden er i hvert fald intakt hos de frivillige foreninger, der er.






_

_


Mest læst i dag

Se flere

Samfund

Malene

"Jeg troede, jeg skulle dø" - Malene flyttede i ghetto og blev overrasket

Demonstration mod ghettolisten

playTil kamp for Mjølnerparken: Ny liste er "urimelig, umenneskelig og diskriminerende"

20080102-145005-6-1920x1283we

Marginaler sender nyt boligkvarter på forhadt liste - nu reagerer borgmester

20191203-163142-2-1920x1279we

playHer er de: Flere boligområder ryger af forhadt liste - et nyt er kommet på


Roskilde


Forsiden lige nu

Se flere