I 16 år har Per langet mad over disken til sultne festivalgæster, men i år er det ekstra vigtigt

Efter hvad Per Mogensen selv omtaler som "to lange og hårde år" er han og 100 frivillige tilbage på Nordeuropas største festival.

- Det er sgu da fantastisk, er det ikke? Man savner det altså, når man ikke har været her i et par år.

Ordene kommer fra Per Mogensen, da han tirsdag går forbi Orange Scene med TV 2 Lorrys journalist, mens der er godt gang i lydprøver på den ikoniske scene.

Efter hvad han selv omtaler som "to lange og hårde år" er han nemlig tilbage på Nordeuropas største festival.

Og som de seneste 16 år er det igen som frivillig.

Per Mogensen er her nemlig ikke kun for musikken. Han er her også for fællesskabet og det foreningsliv, som står hans hjerte nær.

De seneste tre-fire uger frem mod festivalen har han brugt knap 150 frivillige arbejderstimer på at forberede og bygge madboden Nam-Nam, hvor han er frivilligt bestyrelsesmedlem, op.

Afgørende arbejde

Onsdag slår boden igen skodderne op for at lange pasta med kødsovs, pizza og vegetarisk pastasalat over disken til de sultne festivalgæster.

Alt sammen for at samle penge ind til den lokale idrætsforening hjemme i Vindinge, som er en landsby i Roskilde Kommune.

Netop i år er den frivillige holdindsats måske endnu vigtigere end tidligere.

Foreningen Støtteforeningen VIF's overskud på mellem 200.000 og 300.000 kroner går nemlig ubeskåret til at støtte de unge under 23 år, der er aktive i idrætsforeningen Vindinge IFs afdelinger.

Og her har to aflyste festivaler ikke været uden konsekvenser.

- Vi har haft en sjat penge, som vi har gemt fra sidste gang, vi var på festival. Vi har forsøgt at være lidt tilbageholdende med at dele ud til andet end formål, der var nøje udvalgt., 

- Vi har forsøgt at få pengene til at strejke, men det er klart, at de ikke har fået de penge, som de er vant til, siger Per Mogensen til TV 2 Lorry.

Bryder med negativ statistik

Foreningen får, med hjælp fra 100 frivillige, køkkenet til at køre rundt, når det åbner onsdag eftermiddag, og selvom foreningen har oplevet et frafald af frivillige, som deltog før coronapandemien, så er det alligevel lykkedes at rekruttere de frivillige, som man skal bruge.

- På nær en tre-fire stykker, men det regner jeg med, at vi får styr på senere i dag. Det er jeg smadderstolt af, fordi jeg hører, at der er rigtig mange boder, der har problemer med at fylde deres frivillige hold op.

quote Jeg synes, det er et fantastisk sammenhold, man skaber.

Per Mogensen, frivilligt bestyrelsesmedlem i støtteforeningen VIF

Dermed bryder foreningen lidt af en negativ statistik, der har kredset omkring årets festivaler. 

For som TV 2 Lorry kunne fortalte allerede før festivalen, så oplever man i år store problemer med at rekruttere frivillige til årets Roskilde Festival.

Derfor blev der varslet om mulighed for længere køer, mens man i festivalens første dage har været nødt til at droppe salget af smøger i campingområdet på grund af manglen på frivillige. 

Sammenhold er nøglen

Slår man blikket hen mod naboen til Nam-Nam, så ser man da også den direkte konsekvens af manglende frivillige.

Tirsdag eftermiddag er det, der skulle have været en madbod,, nemlig ved at blive forvandlet til et loungeområde med borde og bænke, hvor gæsterne kan sidde og nyde deres mad i stedet for at købe den.

Her bliver dørene nemlig ikke slået op, når festivalpladsen åbner onsdag eftermiddag.

- Boden har tilsyneladende ikke haft nok frivilligt tilmeldte, så boden er her ikke i år, forklarer Per Mogensen. 

Selv peger han på, at det faktum, at de frivillige ved Nam Nam-boden får mere end en adgangsbillet til festivalen, er afgørende for, at det er lykkedes dem at samle nok frivillige.

- Vi laver ikke noget profit, det går direkte tilbage til de unge mennesker. Det synes jeg, er et meget godt formål, som langt de fleste virkelig byder ind på. Det er også derfor, at jeg tror, at frivilligheden er på det interesse-niveau, som det skal være. 

- Det er en fantastisk oplevelse at få 100 mennesker til at samarbejde om noget, der i princippet er så kompleks som at bygge et køkken op. Jeg synes, det er et fantastisk sammenhold, man skaber. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik