Verdens eneste døve badmintondommer har brug for støtte: Nu hjælper lokalsamfundet

Jesper Søndergaard har en drøm om at blive verdens første døve badmintondommer i Hong Kong, men han har ikke råd. Nu træder lokalsamfundet til for at hjælpe ham med at nå hans mål.

Jesper Søndergaard, yderst til højre, og tolk i samtale med Rasmus Bech, indehaver af Lokalbolig Rødovre, som har valgt at støtte Jespers rejse økonomisk. Foto: Lokalbolig Rødovre

”Jeg hedder Jesper Søndergaard, og jeg er døv”.

Sådan starter ansøgningen om økonomisk støtte til at finansiere en tur til døvemesterskaber i badminton, Asian Pacific Deaf Games, i Hong Kong 30. oktober, hvor Jesper Søndergaard håber at få lov at være badmintondommer.

Badminton har altid fyldt meget i Jesper Søndergaards verden, og fordi hans far dyrkede sporten, kom det også til at optage Jesper, som endte med at komme på badmintonlandsholdet for døve.

Jeg kunne godt tænke mig at give de gode oplevelser, som jeg selv har haft, videre til unge døve badmintonspillere

Jesper Søndergaard, verdens eneste døve badmintondommer

Nu er drømmen at få lov at komme til et kæmpe mesterskab i badminton for døve i Hong Kong, men fra sidelinjen af som dommer.

Læs også Brøndby-stjerner uddeler 700 signerede fodbolde på skoler

Jesper er på kontanthjælp, så pengene er små og rækker langt fra til en rejse til Hong Kong. Derfor har flere lokalenheder nu slået sig sammen i håb om at få sendt Jesper afsted på hans drømmerejse som badmintondommer for Asian Pacific Deaf Games i badminton.

Rørt til tårer

Rasmus Bech, indehaver af Lokalbolig Rødovre, var rørt til tårer, da han modtog ansøgningen om sponsorhjælp fra Jesper Søndergaard. Virksomheden har i første omgang valgt at donere med 1.000 kroner og forsøger nu at skaffe resten af beløbet til rejsen ved at søge sponsorater for ham.

- Vores håb på Jespers vegne er selvfølgelig, at han får samlet mere ind, end de 12.000 kroner han mangler. Hvis det sker, får han lov til at donere beløbet på bedste vis i forhold til at støtte døvebadminton i Danmark, siger Rasmus Bech, indehaver af Lokalbolig Rødovre, til TV 2 Lorry.

Læs også Oldtidshøj i forfald: Nu træder ildsjæle til

For Jesper Søndergaard er drømmen om at få lov at være verdens eneste døve badmintondommer ved meterskaberne i Hong Kong ikke det enste mål med rejsen. Det handler i høj grad også om at give noget tilbage til sportsverdenen for døve.

- Jeg kunne godt tænke mig at give de gode oplevelser, som jeg selv har haft, videre til unge døve badmintonspillere, fortæller, Jesper Søndergaard.

Håber på at inspirere flere døve

I Danmark er der ifølge Jesper Søndergaard meget få døve badmintonspillere, og fordi man har haft meget fokus på de gamle spillere, er der nu ved at opstå et hul og mangel på nye stjerner.

Som eneste døve badmintondommer håber han derfor også på at kunne inspirere unge døve til at spille badminton. Og så ville det også gøre det nemmere for spillere og dommere at kommunikere under kampene.

- Som eneste døve dommer ville det gøre en kæmpe forskel for døve badmintonspillere, da mange deltager for første gang og kan være nervøse. Min tilstedeværelse vil uden tvivl skabe tryghed, fordi vi kan kommunikere med tegnsprog, siger Jesper Søndergaard.

Lokalbolig har mødtes med Jesper og hans tolk og har sagt til ham, at de vil forsøge at skaffe hele beløbet til hans rejse, samt de i sidste ende nok skal støtte ham i at nå sine mål.

Hvis du vil støtte Jesper Søndergaard, kan du enten indbetale på kontonummer 7633 0001039636 eller overføre via MobilePay til 31 71 35 22. Pengene går ubeskåret til Jesper Søndergaards rejse. Eventuelt overskud går til at støtte vilkårene for døve badmintonspillere gennem Dansk Døve-Idrætsforbund. 



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik