Snart kan 85-årige Erwin igen besøge sin Anne: "At være nær hende vil gøre en forskel"

En politisk aftale sætter 100 millioner af til, at pårørende til beboere på landets plejehjem igen kan få besøg af deres pårørende. Det varmer 85-årige Erwin Cordsens hjerte, der savner sin kone, Anne Cordsen, der bor på plejehjem.

02:13

I starten af april var Erwin Cordsen tvunget til at vinke til sin kone Anne Cordsen, da han ikke måtte besøge hende på grund af corona-krisen. Video: TV 2 Lorry

Erwin og Anne Cordsen har været gift i 60 år.

Anne Cordsen bor på et plejehjem, fordi hun lider at Alzheimers, men inden corona-krisen plejede 85-årige Erwin Cordsen at besøge sin hustru hver dag, og nogle gange overnattede han også hos sin kone på Dorthe Mariehjemmet i Rødovre.

Men de sidste måneder har han måtte nøjes med at vinke til hende fra gaden eller tale med hende igennem et hegn, da pårørende ikke har haft lov til at besøge de ældre på plejehjemmet af frygt for smitte med coronavirus.

Læs også Erwin og Anne gik glip af diamantbryllup. Nu står han alene og vinker foran plejehjemmet

- Når jeg står her og vinker, så kan hun jo se, at jeg er her endnu. Jeg er ikke forsvundet, sagde han, da TV 2 Lorry første gang besøgte ham i start april.

Vi har været gift i 60 år og kendt hinanden endnu længere. Så det ville da være noget helt andet end at vinke til hende på afstand.

Erwin Cordsen

Men nu er der udsigt til, at de to snart kan sidde overfor hinanden og snakke.

Et bredt politisk flertal har indgået en aftale, som sikrer, at plejehjemsbeboere igen kan få besøg af deres pårørende, samtidig med at de skærmes for smitte med coronavirus.

Læs også Aftale: Snart kan plejehjemsbeboere få besøg af familie og venner

Der er afsat 100 millioner kroner til, at kommunerne kan etablere besøgspavillioner og udestuer, så de pårørende kan besøge hinanden uden at smitte.

Og den melding varmer hos Erwin Cordsen.

- Det er en god nyhed, det må jeg sige. Så kan vi måske sidde sammen og være lidt tættere. Min kone hører ikke så godt, så det ville gøre det nemmere, siger han.

- Ja, bare at være nær hende vil gøre en forskel - også selvom det fortsat er på afstand. Vi har været gift i 60 år og kendt hinanden endnu længere. Så det ville da være noget helt andet end at vinke til hende på afstand, siger han.

Anne og Erwin Cordsen havde diamantbryllup den 19. marts, men det måtte de holde hver for sig. I stedet kom Erwin og vinkede til sin kone. Foto: TV 2 Lorry

"Ligesom zoologisk have"

TV 2 Lorry besøgte Erwin Cordsen i starten af april, hvor han troligt mødte op hver dag foran Annes plejehjem og vinkede til sin hustru fra gaden.

I sidste uge kom de to hinanden lidt nærmere, da Dorthe Mariehjemmet i Rødovre, hvor Anne Cordsen bor, arrangerede, at de to kunne mødes og snakke igennem et hegn. Den første gang var en lettelse for Erwin:

Anne og Erwin Cordsen kunne i sidste uge mødes og snakke igennem et hegn. Det var befriende, syntes Erwin. Men i dag føles det lidt som om, man er i zoologisk have. Foto: Privat

- Vi kunne snakke sammen. Og det var en stor befrielse. Anne var meget glad. Og det var jeg også, sagde Erwin Cordsen til TV 2 Lorry.

Læs også Erwin og Anne måtte kun vinke til hinanden: Nu er der godt nyt

Men udsigten til kun at skulle se sin kone igennem et hegn i den kommende tid er ikke rar: 

- Det er ligesom en zoologisk have, hvor man sidder på hver sin side af et rækværk. Det er ikke så sjovt, siger Erwin Cordsen i dag til TV 2 Lorry.

Selvom han er glad for udsigten til at komme endnu tættere på sin Anne, havde han håbet, at han kunne få lov til et besøg på hendes værelse. Men det må vente lidt endnu.

Et telt med plexiglas i plejehjemmets have

Henrik Nord, der er forstander på Dorthe Mariehjemmet, begyndte at lade de ældre ses igennem et hegn, da det er vigtigt for de ældre at få besøg af deres pårørende på den ene eller den anden måde.

Læs også Ældreorganisation: Ny hjælpeplan til københavnske ældre er visionær

- Der er mange beboere, der ikke forstår, hvad der foregår, når deres pårørende ikke kommer og besøger. Så tror de, de har svigtet dem. Nogle spørger: 'Er min mand død, når han ikke kommer på besøg', siger han.

Han er glad for politikernes håndrækning, der bestemt kan bruges.

Men allerede inden aftalen kom på plads, arbejdede Henrik Nord og hans kollegaer på at etablere en slags telt i plejehjemmes have, der kunne adskilles af plexiglas, så beboerne og deres pårørende kunne ses på forsvarlig vis.

- Vi har en fornemmelse af, at kommer til at vare langt tid, før de kan begynde at se hinanden igen - måske først omkring jul. Så mine fantasifulde kollegaer er begyndt at udtænke en løsning, siger han.

Indtil en løsning er på plads, må Erwin og Anne væbne sig med tålmodighed. Heldigvis kan de fortsat se og tale med hinanden igennem plejehjemmets hegn.

Læs også Gilleleje-plejehjem var hårdt ramt af corona: Nu er alle raske



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik