Nu kan du veksle dine tomme flasker til en gave

Nu skal det ikke være nok bare at få kolde kontanter for at pante sine tomme flasker og dåser. Der skal mere til.

Flere flasker i flaskeautomater og færre i naturen. Det er målet for en ny app, som lige nu bliver testet i Rødovre Centrum.

- Vi vil gerne digitalisere hele retursystemet i Danmark. Det gør vi ved, at hver gang man har afleveret sine tomme flasker og dåser i enten en pantautomat eller på en pantstation, så tager man et billede af sin pantkvittering med app'en på sin telefon, og så får man det, vi kalder pantpoint, siger Kasper Olsen, der er medstifter af firmaet Graitor, til TV 2 Lorry.

Pantpointene ryger ind på ens konto i appen og kan efterfølgende bruges på såkaldte "godbidder" i butikker eller online, der består af gratis- eller købsbetingede produkter.

Udover pantpenge får man altså en ekstra belønning, når man bruger app'en Graitor. Det skal motivere flere forbrugere til at pante deres dåser.

Håbet er, at app'ens ekstra goder skal sikre, at færre dåser og flasker ender i naturen. Lige nu kan pantpoint i Rødovre Centrum veksles til blandt andet en gratis øl i pubben, en gratis cola i biografen eller et par gratis sokker.

- Kan vi hjælpe med, at folk gider at pante - lige nu er det et par gratis sokker - så er det med til at gøre noget for miljøet og klimaet, og det vil vi gerne støtte op om, siger Thomas Sommer, der er butikschef i Jack & Jones i Rødovre Centrum, til TV 2 Lorry.

Et ny tiltag i Rødovre Centrum skal få endnu flere til at bruge pantautomaten. Her venter en gave, hvis du blot scanner din flaksebon gennem en app.


Skal udrulles i hele landet

Nyheden om ekstra gevinster ved pantning er noget, som bliver taget godt imod blandt kunderne indkøbscenteret.

- Det er nok meget godt for nogen, som bare vil have noget ud af deres pant med det samme, siger Michael Vognsen, som TV 2 Lorry møder i Rødovre Centrum, mens han afleverer pant.

Selvom Graitor lige nu kun bliver testet i Rødovre Centrum, så er det målet, at app'en skal fortsætte med at friste flere forbrugere til at pante deres flasker og dåser i fremtiden

- Det er ikke en prøveperiode, der slutter. Det kommer til at fortsætte efter testperioden. Rødovre Centrum er bare starten til at rulle app'en ud nationalt, siger Kasper Olsen.

Skaberne bag appen forventer en national lancering over hele landet til næste år.