Mand fængslet for at påkøre cyklist og stikke af

En cyklist mistede fredag livet, da han blev påkørt af en flugtbilist. 29-årig erkender, at han kørte bilen.

En 31-årig mand blev sent fredag aften dræbt, da han i Rødovre blev påkørt af en bilist, som efter ulykken stak af.

Lørdag morgen blev den formodede flugtbilist anholdt og senere på dagen fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Glostrup.

Her blev han varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.

Politiet fik anmeldelsen om ulykken ved krydset mellem Slotsherrensvej og Nordre Ringvej klokken 23.33.

- Det er lidt uklart, hvor og hvordan ulykken præcist skete. Men bilisten kørte tilsyneladende over for rødt og ramte cyklisten, der kom kørende på tværs, fortæller advokaturchef Jens Rasmussen fra Københavns Vestegns Politi.

Efter ulykken stak bilisten af. Bilen blev dog fundet i nærheden, og ved 06-tiden lørdag morgen blev en 29-årig mand anholdt.

Han er sigtet for uagtsomt manddrab samt en stribe overtrædelser af færdselsloven, blandt andet både sprit- og narkokørsel.

I grundlovsforhøret nægtede han sig skyldig i sigtelserne, men ville ellers ikke udtale sig.

- Han vil have en anden forsvarer, forklarer Jens Rasmussen.

I stedet blev hans forklaring til politiet læst op i retten. Under politiafhøringer erkendte han, at han havde kørt bilen, og at han havde drukket og taget stoffer, før han satte sig bag rattet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik