Mand dømt for at sende sexbeskeder til 12-årig pige, der ikke eksisterer

Manden blev dømt for et ’putativt forsøg’, hvilket betyder, at der ikke har været noget reelt offer.

Onsdag blev en 55-årig mand fra Rødovre dømt til 20 dages betinget fængsel for at skrive seksuelt krænkende beskeder til én, han troede var en 12-årig pige.

Den 30. april modtog en voksen kvinde pludselig en besked fra et nummer, som hun ikke kendte.

Til trods for, at kvinden skrev tilbage, at der måtte være tale om en misforståelse, blev manden ved med at sende beskeder.

Kvinden oplyste derefter, at hun var 12 år i håbet om, at det ville få beskederne til at stoppe.

Til kvindens overraskelse fortsatte beskederne med at komme, og de blev gradvist mere vulgære.

- I de første beskeder spurgte manden ind til mere uskyldige ting, som hvorvidt hun var i et parforhold, men med tiden blev de mere ekstreme, og manden begyndte at beskrive, hvad han godt kunne tænke sig at gøre ved hende seksuelt, siger Søren Yde Halse, anklagerfuldmægtig ved Københavns Vestegns Politi, til TV 2 Lorry.

Gik til politiet

Da kvinden blev klar over mandens intentioner, valgte hun at gå til politiet.

Ud fra mandens telefonnummer fandt Københavns Vestegns Politiet relativt hurtigt frem til manden.

Onsdag blev han så idømt 20 dages betinget fængsel.

Retten dømte ham for et såkaldt ’putativt forsøg’, hvilket betyder, at retten anser, at det var mandens hensigt at krænke det, han troede, var en 12-årig pige – også selvom pigen ikke eksisterer, og der derfor ikke har været et offer.

- Jeg vil formode, at det har været en smule formildende for dommen, at det har været et putativt forsøg, og at der derfor ikke har været et reelt offer, siger Søren Yde Halse.

Den 55-årige mand valgte ikke at anke dommen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik