Landets travleste pantstation genopstår: Slut med nassede fingre

Den populære pantstation Drop & Go vender tilbage til Rødovre, nu som en permanent pantstation.

Du kender godt scenariet. 

Endelig har du taget dig sammen til at få afleveret de flasker og dåser, som hober sig op under vasken, på bagtrappen eller i skuret. 

Sækken er fyldt til bristepunkt, men vejer overraskende lidt. Til gengæld står der en ram lugt op. Og hver gang lover du dig selv, at du fra nu af vil skylle øldåserne, før de ryger til midlertidigt opbevaring. 

Så er det tid til at stå i kø. Vente på, at kunden foran bliver færdig med at bippe sine pantflasker igennem. 

Endelig din tur. Første flaske. Tjek. Anden flaske. Tjek. Første dåse, føj, ølsjat ud over hånd og sko. Og nu en rest klistret Fanta. 

Nå, men endelig efter 86 bip og næsten lige så mange minutter, kan du krølle din ret så klamme pose sammen, vaske dine nassede fingre og indløse din bon. Sejr! 

Scenariet virker bekendt ikke? 

Blev en kæmpe succes

Men meget snart kan det være fortid. En fortid man ikke kommer til at savne. For såkaldte pantstationer popper op som paddehatte i Danmark. Dog kun tre i Lorryland. Men nu åbner der snart en fjerde.

Eller genåbner ville være mere korrekt. 

I starten af 2018 testede Dansk Retursystem en festivalmodel af en pantstation på Rødovre Centrums parkeringsplads. Og det gjorde man med meget stor succes.

I de tre måneder testperioden varede, blev der afleveret 1,4 millioner flasker og dåser i alt. Det giver i gennemsnit 17.000 flasker om dagen. Dermed blev Rødovre Centrums pantstation det største indsamlingssted i landet. 

Her ligger der pantstationer i Lorrys område:

- Helsingør

Prøvestensvej ved busterminalen
3000 Helsingør

 

- Høje Taastrup

Lervangen 1-3
2630 Taastrup

 

- Køge

Stensbjergvej ved Ølbycentret
4600 Køge

 

- Rødovre 
Parkeringspladsen ved Rødovre Centrum
2610 Rødovre 

(Dog først fra august.)

Og nu kommer den altså tilbage i en permanent udgave. 

- Der har længe været et ønske om at få en pantstation inden for Ring 3. Da vi testede Drop & Go i 2018, var Rødovre det sted i landet, hvor der blev afleveret flest tomme pantflasker og -dåser. Siden har vi, sammen med Jesper Andreasen, direktør og medejer af Rødovre Centrum, arbejdet på at gøre løsningen permanent og det glæder os, at vi nu snart kan søsætte den 13. pantstation, siger markedsdirektør Marlene Holmgaard Fris fra Dansk Retursystem i en pressemeddelelse. 

20 emballager i minuttet

I den nye pantstation hælder du dine tomme dåser og flasker ned i en sluse, hvorefter de bliver talt automatisk og panten bliver udbetalt. Maskinen kan tælle op til 120 emballager i minuttet! Det er tre gange så hurtigt som flaskeautomater i butikkerne.

- Vi søger hele tiden efter nye måder at pleje vores kunder på, og at det nu kan lade sig gøre med en pantstation, som også gavner klimaet, er vi meget tilfredse med. Det passer godt ind i vores ønske om at indgå i grønne samarbejder. Samtidig vil det også aflaste de butikker, som ikke har meget plads til opbevaring af pant, siger Jesper Andreasen, direktør og medejer af Rødovre Centrum.

Pantstationen kommer til at stå på p-pladsen ved Rødovre Centrum lige for foden af vandtårnet på Tårnvej samme sted, hvor Drop & Go blev testet. Byggeriet er i gang og Dansk Retursystem regner med at byde velkommen i den nye pantstation i midten af august.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik