Kvinde stoppede gruppeoverfald og jagede gerningsmænd på flugt

En tørklædeklædt kvinde havde ikke meget til overs for en gruppe voldsmænd, der var i færd med at tæske en ung mand i Rødovre.

Den seneste uges tid har Københavns Vestegns Politi ledt efter en heltemodig kvinde, der på egen hånd fik standset et gruppeoverfald mod en 26-årig mand på Brandholms Alle i Rødovre tirsdag i sidste uge.

Tre mænd var i gang et groft overfald mod den 26-årige, der fik tildelt livstruende spark og kvælertag fra gruppen, da kvinden kom kørende forbi i sin bil og besluttede sig for at gribe ind med resultatet, at voldsmændene tog benene på nakken.

Siden forsvandt kvinden selv, hvilket fik politiet til at søge efter hende, da hun som vidne kunne hjælpe med at opklare voldssagen. Efter at have læst om sagen i medierne henvendte kvinden sig fredag eftermiddag til Københavns Vestegns Politi, oplyser politikommissær Ole Nielsen til TV 2 Lorry.

Han fortæller, at kvinden kom kørende i sin bil, da hun fik øje på tre mænd, der stod omkring en liggende mand.

- Hun tror i første omgang, at de laver sjov, og hun råber derfor ud ad vinduet, at ”sådan laver man ikke sjov”. Men så ser hun så, at manden, der ligger ned, bløder fra næsen og ansigtet, og så går det op for hende, at det er alvor, siger Ole Nielsen.

Hun råber derfor til de tre mænd, hvad de har gang i, og da hun triller ind til siden, begynder overfaldsmændene at forlade stedet. Her stopper kvindens indgriben dog ikke.

- Mens de er på vej væk, triller hun i sin bil ved siden af dem og råber flere gange ”hvad har I gang i”. Hun følger efter dem, indtil de tre mænd forsvinder ned ad et stisystem. I bakspejlet ser hun så, at den forurettede rejser sig, hvorefter hun kører væk, siger Ole Nielsen.

Overfaldet skete på Brandholms Allé i Rødovre
Overfaldet skete på Brandholms Allé i Rødovre
Foto: Google maps

En 25-årig mand er anholdt i sagen, og han er mistænkt for sammen med to andre at overfalde ofret på så grov vis, at den 26-åriges liv kom i fare. Ofret er nu udskrevet fra hospitalet.

De to andre gerningsmænd slap dog væk, og derfor var det politiets håb, at kvinden kunne hjælpe med et signalement så tydeligt, at de to kunne identificeres og anholdes.

- Men det har desværre ikke været muligt i det her tilfælde. Så vi er ikke kommet på sporet af de to andre mænd på baggrund af hendes vidneudsagn, siger Ole Nielsen.

Derfor leder politiet fortsat efter vidner, der har set noget eller kendskab til sagen. Københavns Vestegns Politi kan træffes på 43861448.

Sådan beskrives de to efterlyste overfaldsmænd:

Gerningsmand A:
Mand af dansk herkomst, 30 til 35 år gammel og omkring 180 centimeter høj. Han er almindelig af bygning, har mørkblond, kortklippet hår med studs i begge sider.

 

Gerningsmand B:

Dansk herkomst og 30 til 35 år gammel med en højde på cirka 190 centimeter. Han er muskuløs af bygning og har mørkt, kortklippet hår. Han havde muligvis daggamle skægstubbe.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik