85-årige Erwin Cordsen fra Rødovre bekymrer sig ikke om at droppe sin træning eller ikke at kunne komme ud og rejse lige foreløbigt.
Det, der fylder hos ham, er det savn, som han går og føler indeni.
Savnet til hans livs kærlighed.
For selvom Erwin og hans kone Anne ikke længere bor sammen, så taler de under normale omstændigheder dagligt med hinanden.
Anne fik Alzheimers for to år siden og flyttede ind på Dorthe Mariehjemmet i Rødovre, hvor der er personale, der kan se efter hende, og Erwin besøger hende troligt, tit og ofte.
Han kan ikke rigtigt undvære hende efter alle de år, forklarer han.
Jeg kan ikke lide det, men når jeg er her, så kan hun jo se, at jeg ikke forsvundet.
Der er bare lige det problem på nuværende tidspunkt, at det ikke længere er muligt, nu hvor plejehjemsbesøg er blevet forbudt på grund af risikoen for coronasmitte.
Hvad, der er endnu værre, er faktisk timingen.
For ægteparret blev gift i 1960 og skulle fejre diamantbryllup den 19. marts 2020. Sådan blev det bare ikke.
Ville samle generationerne for sidste gang
Der har hverken været æresport, rundstykker med rullepølse, sange og taler med minder fra gamle dage.
I stedet har de gamle livsledsagere haft en telefonsamtale.
- Vi skulle have haft 34 gæster med til festen. Det skulle holdes her i huset (Dorthe Mariehjemmet, red.) med mad og det hele. Der skulle komme gæster fra Tyskland og Sverige, men de måtte aflyse det hele. Planen var, at de yngre generationer skulle komme - ja, nogle af dem er selvfølgelig allerede omkring 60 år - så vi kunne samles sidste gang allesammen, siger Erwin.
- Vi skulle have en stor fest. Vi har nogle børnebørn, der skulle spille violin. De kan lave musik og sådan noget. Vi er godt oppe i årene, så det er jo ikke sikkert, vi får flere år sammen, fortæller han.
Da dagen kom, sendte borgmester Erik Nielsen en buket blomster. Dronningen skrev en lykønskning.
Og Erwin selv satte sig ned og skrev et brev til Anne.
Hans brev handlede ikke om de to og deres liv sammen, men om covid-19. For Erwin ville gerne sikre sig, at Anne på trods af sin demens forstod, hvad der foregår ude på den anden side af vinduerne, og hvorfor han ikke kommer besøg.
- Jeg afleverede kuverten i hovedindgangen på dagen. Der var én, der tog den, og så fik hun den. De ringede bagefter, og jeg talte lidt med min kone, men det er ikke det samme, siger han.
Blev forelsket på kærlighedens dag
Det er 62 år siden, at Erwin og Anne forelskede sig i hinanden.
De mødtes - for det ikke skal være løgn - på Valentinsdag den 14. februar i 1958, fordi de begge var inviteret til fastelavnsfest på Arveprins Knuds Kollegium på Frederiksberg. Erwin kalder det karneval.
De var begge inviteret af en veninde fra Flensborg, og Erwin forelskede sig hurtigt, for de havde fælles interesser.
Begge kunne lide at rejse, og begge kunne lide at fotografere. Faktisk blev de forlovet, fordi de besluttede at tage en tur til Norge sammen. Og så var det bedst sådan.
Tit når jeg har været på besøg inde hos Anne, og jeg vil af sted igen, så vil hun med i bilen. Det er lidt svært, men jeg kører altid samme vej rundt ude foran, så hun kan se mig hele vejen.
To år senere sagde de ja til hinanden i Stefanskirken på Nørrebro, og selvom det er 60 år siden nu, så lyder Erwin stadig som en nygift mand, når han beskriver Anne.
Det kan godt være, at hun er blevet glemsom, men han har bevaret respekten for hende:
- Hun har arbejdet i Schweiz som sagsbehandler. Hun taler tysk, engelsk og lidt fransk. Faktisk har hun på grund af sin sygdom talt tysk til de ansatte på plejehjemmet, fordi det er noget, hun har i hukommelsen fra gamle dage, forklarer Erwin.
- Hun er meget kreativ. Hun spiller klaver, og hun maler. Det er synd, at I ikke kan se de billeder, som hun har lavet. Men de hænger inde på hendes værelse. Hun strikker også, og det har hun altid gjort, siger han.
Statsminister: De svageste skal være de stærkeste
Spørger man Erwin, hvorfor han vinker foran plejehjemmet, så understreger han, at han ikke gør det for sin egen skyld.
Egentligt bryder han sig slet ikke om det.
- Jeg kan ikke lide det, men når jeg er her, så kan hun jo se, at jeg er her endnu. Jeg er ikke forsvundet, siger han.
Anne er jo vant til, at han er der, men nu kommer han ikke længere ved to-tiden for at spise kage og drikke kaffe med hende. De kan heller ikke længere sidde og tale til cirka halv fire, og han kan ikke overnatte hos hende, hvis de får lyst til det.
Der er heller ingen fælles køreture til frivilligcentret i Rødovre, hvor der blandt andet er mandagscafe for ensomme.
Og hvornår, ægteparret nogensinde igen kan køre på sådan en tur, er endnu uvist ved indgangen til påsken.
Faktisk er der nok lange udsigter, for når vi andre igen begynder at tage på arbejde på den anden side, så er Anne stadig én blandt cirka 41.000 ældre på landets plejehjem, der er særligt udsatte for at dø af en lungebetændelse.
Statsminister Mette Frederiksen sagde det sådan her ved pressemødet mandag den 30. marts, hvor hun bragte en særlig besked til landets ældre:
- Det er ikke jer, der råber højest, og I gør sjældent et stort nummer ud af jer selv. Men jeg ved, at mange af jer har det hårdt i den her tid. (..) I må desværre forvente at skulle indrette jer efter smitterisikoen i nogen tid endnu. Vi beder i virkeligheden de svageste om at være de stærkeste i den her tid, og det er et barskt budskab.
En ordentlig afsked hver dag
Beskeden lød herefter, at mens andre dele af samfundet vil blive åbnet, så skal vores ældre forvente at vente yderligere på et få besøg og blive lukket ud.
Vi skal fortsat vise omsorg ved at holde afstand, blev der sagt, og det er så, præcis hvad Erwin gør.
Det kan godt være, at Anne er alene, men hun skal ikke dø ensom. Så nu står han tilmed på vejen og vinker foran Dorthe Mariehjemmet. Han smiler og råber til vinduet, at han stadig er der.
Han gør det sågar, selvom han ikke bryder sig om det, for han ved ikke, hvornår eller hvordan han nogensinde kommer til at møde sin elskede igen.
Mange af vi andre kan stadig føle os udødelige, når vi går ud af hoveddøren, men Erwin ved, at han og Anne ikke længere er udødelige.
- Jeg har beskæftiget mig meget med det sociale område gennem hele livet, og jeg havde aldrig troet, at det her skulle ramme mig. Man tror, man ved det hele, men det gør man ikke, siger han.
- Tit når jeg har været på besøg inde hos Anne, og jeg vil af sted igen, så vil hun med i bilen. Det er lidt svært, men jeg kører altid samme vej rundt ude foran, så hun kan se mig hele vejen væk.