Elendig indbrudstyv taget på fersk gerning

Manden var netop blevet prøveløsladt fra fængslet, hvor han i forvejen afsoner en dom for indbrud.

En 23-årig mand er søndag blevet varetægtsfængslet i to uger, efter han lørdag aften blev taget på fersk gerning i at begå indbrud på en adresse i Rødovre.

Det oplyser Peter Grønbek, vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, til TV 2 Lorry.

Han fortæller, at den 23-årige begik indbruddet sammen med en anden mand. Mændene havde sparket en dør ind, og politiet blev i den forbindelse alarmeret og sendte en patrulje frem til adressen.

- Begge mænd stak i den forbindelse af fra stedet. Det lykkedes betjentene at løbe den ene op og få ham anholdt, men han gjorde modstand, og der måtte derfor bruges magt for at få ham pacifiseret, siger Peter Grønbek.

Begik indbrud under prøveløsladelse

Det er ikke første gang, at den 23-årige har begået indbrud. Ifølge vagtchef Peter Grønbek afsoner manden i forvejen en dom for indbrud, men han blev for nylig prøveløsladt fra fængslet.

Meget kunne dermed tale for, at den 23-årige snart burde foretage sig et karriereskifte.

Efter anholdelsen måtte manden sågar en tur forbi skadestuen, fordi han havde slået foden, da han sparkede døren ind, fortæller Peter Grønbek.    

Udover at være sigtet for indbrud er den 23-årige også sigtet for at have modsat politiets anholdelse.

Søndagens grundlovsforhør fandt sted ved Retten i Glostrup.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik