Det kæmper jeg for: Trafikstøjen skal bekæmpes

Skatteminister, Morten Bødskov, Socialddemokratiet, vil styrke indsatsen mod trafikstøj og løfte den kollektive transport.

Af Morten Bødskov, skatteminister, Socialdemokratiet, valgt i Københavns Omegns Storkreds.

Københavns Omegn er voldsomt belastet af trafikstøj. Enorme mængder af trafik krydser hver dag gennem Omegnen. Lange kødannelser og store støjproblemer generer tusindvis af borgere.

Bare et par fakta om trafikudviklingen i vores område. Vejdirektoratet anslår, at omkring 500.000 boliger i Danmark er plaget af støj. Heraf er ca. 150.000 boliger stærkt belastet. Mere end halvdelen af de stærk belastede boliger ligger her i Hovedstadsområdet.

Det kæmper jeg for

TV 2 Lorry har spurgt samtlige politikere, der er valgt ind i Hovedstadsområdet, hvad de vil kæmpe for i deres område de næste fire år. Bliv klogere på dine politikere her.

Vi skal både kunne bo, men også leve i vores område. Det vil være dejligt, hvis vi kunne nyde lidt frisk luft og en kop kaffe på altanen eller terrassen uden støj fra motorvejene. Men det kniber for tusindvis af borgere i Omegnen. Mange kan ikke sove om natten på grund af trafikstøjen, og for de værst plaget hjælper udluftning i soveværelset ikke. Åbnes vinduet fyldes værelset med trafikos og støj.

Der skal gøres noget, for problemerne vil kun vokse de kommende år.

Københavns Omegn er en vækstdynamo, der tiltrækker nye arbejdspladser til gavn for Hovedstaden og hele Danmark. Nye bolig- og erhvervsområder skyder op. I det kommende årti er der planlagt byudvikling i Københavns Omegn, der giver plads til ca. 70.000 flere indbyggere.

Det siger sig selv, at en så stor vækst på et så relativt begrænset område kræver investeringer i nye trafikløsninger og en stærkere indsats mod trafikstøj.

Mange kommuner i vores område går forrest med handlingsplaner mod trafikstøj. Der anlægges mere støjreducerende asfalt og hastighederne på kommunevejene nedsættes. Det vil virke. Men kommunernes indsats skal suppleres af en samlet investeringsplan for Hovedstaden, så der tages et langt større ansvar for konsekvenserne af den voldsomme trafik, som dagligt kører gennem vores område.

Indsatsen mod trafikstøj skal forstærkes. Der er brug for mere støjsvag asfalt, flere støjværn og nyt syn på brugen af differentieret hastigheder på motorvejene, hvor de løber langs og i nærheden af boligområder. I 2020 er det ikke noget urimeligt krav, at nattesøvnen ikke skal generes af buldrende trafik og larmende jernbaner.

Den kollektive trafik skal løftes. Med tusindvis af nye indbyggere og nye store boligområder flere steder i Omegnen er der brug for mere kollektiv trafik med bedre service. Mange S-togsstationer oplever passagerfremgang. Det er godt, men svaret skal ikke være forringelser af afgange. Det går ikke. Det skal være muligt at kommet nemt til og fra arbejde, fritidsinteresser og uddannelser. Busser, S-tog og Letbane er løsningen. Men sammenhængen skal sikres, så hverdagen bliver lettere.   

Samtidig skal vi finde en løsning på, hvordan mere trafik kan ledes uden om Københavns Omegn. Udviklingen er uholdbar. De sidste ti år er den tværgående trafik i hovedstadsområdet steget med 40 procent. Problemerne er bl.a. store på Motorring 3, men også andre af de gennemkørende veje er stærkt belastet. Konsekvenserne mærkes af tusindvis af borgere. De generes hver dag af øredøvende larm fra den stigende trafik på de store gennemkørende veje.

En stor del af svaret på trafikproblemerne i vores område er etableringen af en Ring 5. I 40 år har den været på tegnebrættet. Ideen med motorvejen er, at den skal aflaste de stærkt belastede motorveje i hovedstadsområdet. Projektet er omdiskuteret, men vi bør kunne finde en løsning, for den nuværende udvikling er uholdbar.

Jeg er valgt i Københavns Omegn. Jeg bor i Rødovre, og mærker hver dag med konsekvenserne af de voldsom stigende trafikmængder. På tværs af politiske partier har vi på Christiansborg et tæt samarbejde om løsningen af de trafikproblemer, vi står med.

Mange borgergrupper er engageret og der er klar opbakning fra alle borgmestre. Det samarbejde skal vi styrke. For det er kun derved, at vi kan få gjort noget ved problemerne.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik