177 lejeboliger på vej i Rødovre

Topdanmark bygger 177 bæredygtige boliger i hjertet af Rødovre. Borgmester ser frem til byggeriet.

Rødovre er inde i en rivende udvikling med mange nye tilflyttere og derfor er der behov for nye boliger.

Topdanmark Ejendom, der er en del af pensions- og forsikringsselskabet Topdanmark, har i den forbindelse investereret i 177 lejeboliger i det centrale Rødovre.

quote Den nye udvikling kommer til at give et stort løft

Britt Jensen (S), Rødovres borgmester

Hovedparten af lejlighederne vil være på 2-4 værelser, men der vil også være enkelte 5- og 6-værelses lejligheder.

Boligerne er certificeret efter byggestandarden DGNB Guld, og lever derfor op til høje krav i forhold til bæredygtighed m.m.

Boligerne er med de varierende størrelser målrettet både familier, seniorer og par. 

- I kraft af urbaniseringen bliver områder i og omkring de største byer mere og mere attraktive. Rødovre ligger rigtig godt. Tæt på både grønne områder og Københavns centrum. Så da vi fik mulighed for at indgå i dette projekt med bæredygtige lejeboliger i en ny, grøn bydel, der størrelsesmæssigt og typemæssigt passer ind i vores strategi, valgte vi sammen med vores rigtig dygtige rådgiver Agenda Property at slå til, siger administrerende direktør i Topdanmark Ejendom, Flemming Bæk Engelhardt, i en pressemeddelelse.

Borgmester glæder sig

Rødovre har længe været populært for særligt børnefamilier, men de senere år er populariteten steget, og mere nybyggeri er skudt op i takt med, at kommunen har lagt ambitiøse byudviklingsplaner for byen.

Rødovres borgmester ser frem til byggeriet og hæfter sig ved beliggenheden ved et gennemgående strøg i Karrébyen, der skaber nye pladser og stræder for de bløde trafikanter.

- Vi er i gang med at lave en stor omdannelse af Bykernen. En del af området er i dag lidt slidt. Den nye udvikling kommer til at give et stort løft. Det skyldes ikke mindst det nye hovedstrøg, som kommer til at løbe fra Rødovre Centrum og gennem det nye område. Det kan blive et af de mest attraktive bymiljøer i hele hovedstaden. Beliggenheden er fantastisk, siger Rødovre Kommunes borgmester, Britt Jensen (S).

De nye boliger, som Topdanmark investerer i, kommer til at ligge i den kommende nye bydel, Karrébyen, der er placeret centralt tæt på centrum af Rødovre, offentlig transport og øvrig infrastruktur samt shoppingmuligheder i det nærliggende Rødovre Centrum, der er et af landets største indkøbscentre.

Byggeriet ventes at blive påbegyndt i efteråret 2020 og ventes færdigt i løbet af efteråret 2022. Fra foråret 2022 forventes de kommende lejere at kunne skrive sig op til boligerne.

Fakta om byggeriet

  • Ejendommen bliver en del af en hel ny bydel, der etableres nord for Rødovre Rådhus. Det nuværende erhvervsområde skal over en årrække transformeres til en grøn bydel, der skal skabe forbindelse mellem Vestvolden og Damhussøen, og herved skabe Karrébyen, som den nye bydel er døbt.
     
  • Karrébyen bliver en selvstændig bydel med erhverv, handel og boliger. Grønne områder er indarbejdet i helhedsplanen, som gør det attraktivt at bevæge sig rundt i området.
     
  • Boligerne ligger tæt på et etableret beboelsesområde med institutioner, sportshaller m.m.

 

Kilde: Topdanmark


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik