Storcenter fjerner Michael Jackson-figur, fordi kunder føler sig stødt

Efter flere bekymrede henvendelser fra kunder har Rødovre Centrum valgt ikke at udstille en voksfigur af det afdøde popikon Michael Jackson. Det har nu udløst en storm af kritik fra sangerens fans.

Shoppingcentret Rødovre Centrum kører i disse vinterferie-tider en større udstilling med voksfigurer af store verdensstjerner såsom Marilyn Monroe, Bruce Willis og Julia Roberts.

quote Vi blev derfor bange for, at den kunne støde vores kunder, og at den ville blive udsat for hærværk.

Charlotte Andersen, marketingdirektør i Rødovre Centrum

Oprindeligt indgik der også en voksfigur af den afdøde popstjerne Michael Jackson i udstillingen. Men den har Rødovre Centrum nu valgt ikke at udstille som det ellers var planlagt.

Det sker efter, at storcentret er blevet kontaktet af flere kunder, som føler sig stødt over figuren, fordi Michael Jackson bliver beskyldt for at have begået pædofile overgreb i en ny dokumentarfilm.

I filmen 'Leaving Neverland' står to mænd står frem og fortæller, hvordan de som små drenge blev sex-mishandlet af Michael Jackson. Og det har tilsyneladende været dråben for flere af centrets kunder.

- I sidste uge blev vi kontaktet af et medie, som gjorde os opmærksom på, at figuren kunne være kontroversiel, og efterfølgende fik vi så en hel del henvendelser fra kunder, der synes, den var problematisk, siger Charlotte Andersen, marketingdirektør i Rødovre Centrum.

Hun fortæller, at centret har modtaget i alt cirka 15 henvendelser fra folk, der var stødt, hvoraf flere af dem er børnefamilier.

- Vi blev derfor bange for, at den kunne støde vores kunder, og at den ville blive udsat for hærværk, og så tog vi den væk, siger Charlotte Andersen.

Her ses et foto af plakaten til udstillingen 'Vinterferie med verdenstjerner', hvor Michael Jackson var en af flere voksfigurer.
Her ses et foto af plakaten til udstillingen 'Vinterferie med verdenstjerner', hvor Michael Jackson var en af flere voksfigurer.
Foto: Privatfoto

Shitstorm på Facebook

Selvom centret ikke havde til hensigt at støde nogen, er det dog alligevel endt med at være tilfældet.

På Rødovre Centrums Facebook-side er det nemlig væltet ind med kritiske kommentarer fra kunder, der er vrede over, at figuren nu ikke er med i udstillingen, og mange af dem tager Michael Jackson i forsvar.

"Jeg er rystet over, at I er så krænkelsesforskrækkede, at I vælger at fjerne figuren. Trusler om hærværk bør politianmeldes, og så vil det klæde jer, at skynde jer at sætte figuren retur og give den en absolut æresplads, for Michael er uskyldig," skriver en kvinde.

"Så sørgeligt og så ekstremt skuffende. Dét havde jeg ikke ventet fra så godt et storcenter som jer," skriver en anden kvinde.

De mange vrede kundekommentarer får dog ikke Rødovre Centrum til at ændre på deres beslutning.

- Vi er selvfølgelig kede af, de er sure. Men når man får henvendelser fra børnefamilier, der bliver stødt, og desuden bliver kontaktet af et medie, der også siger, det kan være stødende, så er det klart, at man tænker, der må være noget om snakken, siger Charlotte Andersen, der dog ikke ønsker at oplyse, hvilket medie der henvendte sig.

Forskel på sur og stødt, mener marketingdirektør

Ifølge Charlotte Andersen har man været i kontakt med leverandøren bag udstillingen, som har byttet Michael Jackson-figuren ud med en anden kendt person – nemlig skuespilleren Brad Pitt.

quote Vi er nødt til at tage problemerne alvorligt, når der er kunder, der bliver stødt.

Charlotte Andersen, marketingdirektør i Rødovre Centrum

Er det ikke lidt hysterisk af jer at fjerne denne her voksfigur?

- Vi er jo nødt til at reagere på det, når der er nogle, der synes, figuren er et problem, siger Charlotte Andersen.

Men hvorfor? Michael Jackson er jo ikke dømt for de her anklager.

- Nej, men vi er bange for at støde vores kunder. Det er klart. Og vi har forsøgt at løse det så godt som muligt, inden det blev et større problem.

- Det er selvfølgeligt lidt trist. Men vi er nødt til at tage problemerne alvorligt, når der er kunder, der bliver stødt.

Men der er jo endnu flere kunder, der nu er stødt over, at I har fjernet den?

- Jeg synes, der er forskel på, om man føler sig stødt eller sur. Jeg synes, det er trist, de bliver sure over, at vi fjerner figuren. Men vi er samtidig glade for, vi ikke støder vores børnefamilie-kunder.

Bliver du selv stødt af Michael Jackson?

- Det har jeg ikke nogen holdning til.

TV 2 Lorry har efterspurgt en kommentar fra leverandøren af voksfigurerne, men han ønsker ikke at udtale sig, fortæller marketingdirektør Charlotte Andersen.

Risikerer at blive sat på pause på radiokanaler

Dilemmaet om, hvorvidt kunst kan adskilles fra kunstnerens person og handlinger, bliver diskuteret som aldrig før.

Musikeren R. Kelly, der blandt andet står bag megahittet ’I believe I can fly’, er lige nu også aktuel i dokumentarfilm, ’Surviving R. Kelly’, hvor der ligeledes fremsættes påstande om overgreb mod mindreårige begået af musikeren.

Radiokanalerne The Voice, Nova og Radio100 besluttede derfor for nylig at fjerne hans musik fra deres playlister. Også Michael Jackson risikerer at blive sat på pause, hvis han på et tidspunkt findes skyldig i pædofilianklagerne imod ham. Det forklarede Tobias Nielsen, der er ansvarlig for al indhold hos Bauer Medier, i sidste uge til TV 2.

Bauer Medier driver radiostationerne The Voice, NOVA, Radio 100, Pop FM, Radio Soft og MyRock. De har tilsammen 2,7 millioner lyttere hver uge.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik