Politi: Alle skal ind i kampen mod tricktyvene

Du skal også ind i kampen mod tricktyve! Sådan lyder det fra politiet, efter at tricktyve tirsdag slog til i Rødovre og Herlev.

- Vi skal alle ind i kampen. Vi skal gøre det svært for dem. Alle er enige om, at det er forfærdeligt, at tricktyverier går ud over de ældre, for de er nemme ofre. Man skal ikke være bange for at blande sig.

Sådan lyder det fra vicepolitikommissær Charlotte Skovby fra Københavns Vestegns Politi, efter at tricktyve tirsdag slog til mod to ældre kvinder.

Den ene kvinde lukkede to kvinder ind i sit hjem i Rødovre, fordi kvinderne sagde, de var fra hjemmeplejen. Da den ene kvinde beder den 91-årige pensionist om at skrive sin underskrift og sit cpr-nummer, 'så hjemmeplejen kan få nogle penge tilbage for noget medicin', fatter den ældre kvinde mistanke. Hun beder dem gå og finder efterfølgende ud af, at tricktyvene har stjålet hendes morfinmedicin.

I Herlev gik det ud over en 93-årig kvinde, der fik stjålet sine netop hævede penge. Kvinden blev antastet af en mand, der sagde, at hun 'havde noget på jakken', som han ville tørre af med en klud. Kvinden sagde, at han skulle lade være, men inden tricktyven forsvandt, nåede han at tage kvindens pung fra hendes jakkeinderlommen.

Sommerperioden er højsæson for tricktyverier, og politiet har svært ved at fange dem.

- Tricktyve er meget mobile. De kan være hos os i dag og i Nordjylland i morgen. Vi har tit haft billeder af gerningsmænd, der kigger direkte op i et overvågningskamera, ude i medierne, men vi får aldrig identificeret dem, for de er jo væk igen, siger Charlotte Skovby.

Hun mener derfor, at kampen mod tricktyvene skal kæmpes i det daglige - og hun opfordrer til, at borgerne tager den kamp til sig.

- Hvis du står i køen i Netto, og der står en person lidt for tæt på dig selv eller en ældre dame, så bed dem om at rykke en meter tilbage. Hvis du er hjemme, så lad være med at lukke nogen ind, du ikke ved, hvem er. Vi skal alle være opmærksomme. Vi skal sige: 'Hvad laver du?', hvis vi ser noget mistænkeligt, siger Charlotte Skovby.

Hun oplyser, at hjemmehjælpere i dag er udstyret med et kort, som de skal vise, hvis de bliver bedt om det.

- Det er det samme med politifolk. Vi skal også vise vores kort, hvis folk spørger, og det er helt i orden at spørge, siger Charlotte Skovby.

Herlev-kvindens barnebarn efterlyser tricktyven på Facebook


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik