På trods af stor succes lukker Danmarks største pantmaskine

Smart pantsystem i Rødovre Centrum er på blot tre måneder blevet Danmarks største pantindsamler. Men nu lukker det, og det er der en grund til.

Smart pantsystem i Rødovre Centrum er på blot tre måneder blevet Danmarks største pantindsamler. 

Det skyldes en løsning, der kaldes Drop & Go, hvor pant-maskinen sluger, drejer og scanner dåsen selv, så du ikke skal putte hver enkel ned i, men i stedet nemt kan hælde hele posen med pant i maskinen på én gang.

Helt uden at få gamle væsker på sig. 

Drop & Go fungerer ved, at du hælder de tomme dåser og flasker ned i en sluse, hvor de bliver talt automatisk, og panten bliver udbetalt. Maskinen tæller op til 120 emballager i minuttet. Det er tre gange så hurtigt som flaskeautomater i butikkerne.

Og det lader til, at kunderne har taget godt imod den midlertidige pantautomat.

- Det er gået over al forventning. Vi har haft rigtig mange besøgende derude, og kunderne har syntes, det er en god oplevelse at komme af med dåserne ved bare at hælde dem i i stedet for en enkel ad gangen, siger Marlene Holmgaard Friis, der er markedsdirektør i Dansk Retursystem.

Lukker pantsystemet

Efter tre måneder på Rødovre Centrums parkeringsplads er der afleveret 1,4 millioner flasker og dåser i alt. Det giver i gennemsnit 17.000 flasker om dagen.

Men det er slut nu. For selvom rigtig mange kunder har taget den nye pantautomat til sig, så er løsningen udviklet som en festivalløsning.

- Drop & Go er ikke designet til at være en permanent løsning, blandt andet fordi den er bemandet og dermed simpelthen er for dyr. Men vi har set, at behovet og interessen for den her type afleveringssystem er der, så vi tager de gode erfaringer med retur, siger hun.

Målet med de tre måneder i Rødovre Centrum var tænkt som en undersøgelse af, om der er interesse blandt forbrugerne – også i hverdagslivet. Og det ser der ud til at være, lyder det fra Marlene Holmgaard Friis:

- Vi har målt og testet alt i forbindelse med pilotprojektet. Det tager vi med til vores udviklingsafdeling. Så går vi i gang med at finde en løsning. Vi har et ønske om at komme tilbage med noget tilsvarende. Vi skal nok komme tilbage med noget, siger hun. 

Næste stop for Drop & Go bliver Roskilde Festival i slutningen af juni. Her regner Marlene Holmgaard Friis med, at maskinen vil sende omkring 100.000 flasker og dåser gennem systemet hver dag.

Hør projektleder i Dansk Retursystem, Henrik Louis, forklare i videoen, hvordan Drop & Go fungerer:

 

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik