Næh, hvor smart: Pantmaskine sluger alle dine flasker på én gang

I Rødovre Centrum er det nu slut med at aflevere pant én flaske ad gangen. Dansk Retursystem tester et nyt afleveringssystem, hvor du kan komme af med store mængder tomme flasker og dåser og få dine pantpenge med det samme.

Første flaske. Scan. Anden flaske. Scan. Tredje flaske. Scan. Og gammel øl, der løber ned i ærmet.

Det scenarie kender de fleste, som har prøvet at aflevere pant. Det er en langsommelig proces, der kan tage rigtig lang tid. Men det kan nu være fortid, for Dansk Retursystem tester et nyt afleveringssystem i Rødovre Centrum.

- Maskinen er indrettet til at tage flasker i løs vægt. Man kan komme med dem i en plasticpose eller en papkasse og så hælde dem ned i maskinen, siger projektleder Henrik Lous fra Dansk Retutsystem.

En af dem, som har været forbi for at teste det nye afleveringssystem er Allan Leholk, som havde flere affaldssække fyldt med pant.

- Jeg synes, det er en nem måde at komme af med sine flasker på fremfor at stå i flere timer og tage en flaske ad gangen. Det er dejligt, det kan lade sig gøre sådan her, siger Allan Leholk.

Allan Leholk er en af de første kunder, der har prøvet det nye, smarte pantsystem. 

120 emballager i minuttet

Det nye koncept hedder Drop & Go, og afleveringsmaskinen kan tælle op til 120 emballager i minuttet. Det er tre gange hurtigere end flaskeautomater, som vi kender dem i butikkerne.

Den fungerer på den måde, at dåser og flasker hældes ned i en sluse, hvor automaten tæller alle emballagerne, og så udbetales pengene med det samme.

- Det er vigtigt for os fortsat at udvikle og teste forskellige alternativer, så der er en bred palet af gode afleveringsmuligheder til alle typer forbrugere. Med Drop & Go tilgodeser vi forbrugere, som skal af med mange emballager. Omvendt fjerner det også den lille irritation, der kan være, når man står bag en med mange emballager i køen til flaskeautomaten, siger adm. direktør i Dansk Retursystem Lars Krejberg Petersen i en pressemeddelelse.

Har du masser af pant, du vil af med?

Hvis du selv vil afprøve det nye system kan du finde Drop & Go på p-pladsen ved Rødovre Centrum lige for foden af vandtårnet på Tårnvej indtil 3. juni. Den er åben alle dage fra 8-21 pånær helligdage.  

Herefter er planen er, at maskinen også skal testes på Roskildefestival og Smukfest ved Skanderborg.

Projektleder i Dansk Retursystem, Henrik Lous, forklarer, hvordan det nye system fungerer.  

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik