Grøn Rødovre: Nu skal kommunens bygninger være mere klimavenlige

De kommunale bygninger i Rødovre skal nedbringe energiforbruget. Derfor har kommunen investeret i flere nye tiltag, blandt andet solceller.

Rødovre Kommunes udledning af CO2 skal nedbringes, mener de i kommunalbestyrelsen.

Derfor har kommunen investeret tre millioner kroner i forskellige tiltag, der skal gøre de kommunale bygningerne mere klimavenlige.

Det betyder blandt andet, at solcelleanlæg opsættes oven på kommunens jobcenter og på to børneinstitutioner, mens en række andre bygninger får foretaget energibesparende renoveringer.

- Vi skal have så klimavenlige bygninger som muligt i Rødovre Kommune. Nu udnytter vi mulighederne for at få solceller på vores nye bygninger, siger borgmester Erik Nielsen fra Socialdemokratiet i en pressemeddelelse.

De forskellige tiltag ventes at nedbringe kommunens udledning af CO2 med 1,3 procent frem mod 2020. Samtidig er det forventningen, at investeringen på tre millioner kroner vil tjene sig selv ind på mellem fem og 12 år.

Rødovre-borgmester Erik Nielsen ville egentlig gerne sætte flere solceller op, men regler vedtaget i Folketinget besværliggør dette.
Rødovre-borgmester Erik Nielsen ville egentlig gerne sætte flere solceller op, men regler vedtaget i Folketinget besværliggør dette.
Foto: Torkil Adsersen - Ritzau Scanpix

Folketingsregler bremser flere solceller

Egentlig ville kommunen gerne have opsat flere end de tre solcelleanlæg, oplyses det. Men regler vedtaget i Folketinget betyder, at kommuner skal oprette et selskab for hver gang, man opsætter et solcelleanlæg.

Overskud fra anlægges modregnes så i statens bloktilskud til kommunen, hvilket ofte resulterer i, at kommunen ender med at tabe penge ved at investere i solceller.

- Vi vil gerne gå forrest i den grønne omstilling i samfundet og opsætte solceller på endnu flere bygninger. Men det modarbejder Folketinget desværre, siger borgmester Erik Nielsen.

I denne sag har Rødovre Kommune dog fået dispensation fra kravet om selskabsdannelse, fordi solcellerne bliver opsat på nye bygninger.

Energiforbedrende tiltag i Rødovre Kommunes bygninger i 2019

  • Solceller på pavilloner ved Jobcentret, Børneinstitutionen Søtorp og børneinstitutionen ved Kærhuset. Pris: 800.000 kroner. Tilbagebetalingstid: 10 år.
  • Optimering af CTS-anlæg på skoler. CTS står for Central, Tilstandskontrol og Styring og med sådan et anlæg kan man fra ét sted kontrollere og overvåge, hvad der sker i mange rum og anlæg i større og mindre bygninger. Pris: 500.000 kroner. Tilbagebetalingstid: 12 år.
  • Renovering af varmecentraler. Pris: 400.000 kroner. Tilbagebetalingstid: 6 år.
  • Etablering af el-målere på tekniske anlæg for optimering af driftstider. Pris: 300.000 kroner. Tilbagebetalingstid: 8 år.
  • Omlægning af cirkulationsstreng på Rødovre Kommunes kursussted, Skovly. Pris: 250.000 kroner. Tilbagebetalingstid: 5 år.
  • Tiltag i forbindelse med andre anlægs- og vedligeholdelsessager og øvrige tiltag. Pris: 700.000 kroner. Tilbagebetalingstid: 12 år.

 

Kilde: Rødovre Kommune


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik