Flere tricktyverier på Vestegnen

Tre pensionister er de sidste to døgn blevet udsat for tricktyverier.

Efter at TV 2 Lorry torsdag fortalte om tre forsøg på tricktyverier og et, der lykkedes, har tricktyvene atter været på spil. Det skriver Københavns Vestegns Politi i sin døgnrapport.

Først var det en 89-årg kvinde, der onsdag ved 14-tiden blev udsat for et tricktyveri på Rødovre Parkvej. En kvinde trådte ud af en bil og spurgte hende om vej til Glostrup Hospital og stjal derefter hendes guldarmbånd og guldhalskæde.

Gerningskvinden beskrives som 25-35 år gammel, med anden etnisk baggrund end dansk, 165-170 cm høj, almindeligt bygget. Hun var iført farverigt tøj med mønster og havde sit hår sat op i en hestehale. I bilen, der var lille, grå og med udenlandske nummerplader, sad en mand, der også havde anden etnisk baggrund end dansk, 25-35 år og skaldet. Manden førte bilen.

HER ER POLTIETS RÅD

• Vær skeptisk, når ukendte personer henvender sig – hjemme og på gaden.
• Åben kun døren for folk, du kender. Brug dørspion eller spørg til ærinde uden at åbne. Lav faste aftaler med hjemmehjælpere, håndværkere mv. – spørg gerne efter legitimation. Skilt ikke med, du bor alene – skriv kun forbogstav og efternavn på dørskiltet. 
• Hold afstand til ukendte personer på gaden, ved indkøb mv. og hold pungen tæt til kroppen. Skjul altid din pinkode og opbevar den aldrig med dit kort.
• Gå ikke rundt med store værdier – og lad dem ikke ligge fremme hjemme.

Kilde: Københavns Vestegns Politi

Kvinde udgav sig for at være hjemmehjælper

Torsdag klokken 13.05 var den gal igen. Denne gang på Kildebakkegårds Allé i Søborg, hvor en 87-årig mand fik besøg af en kvinde, der udgav sig for at komme fra hjemmeplejen. Hun bankede på hans rude og spurgte, om hun måtte låne toilettet. Da hun var gået opdagede manden, at hun havde taget de kontanter, han havde i sin pung.

Den falske hjemmehjælper beskrives som 30-40 år og var forholdsvist lav. Hun var iført en blå, vatteret jakke og mørke, ternede bukser.

Blot få minutter senere – klokken 13.10 – blev en 73-årig dame udsat for et tricktyveri foran sin opgang på Kanalens Kvarter i Albertslund. Kvinden havde netop handlet i Albertslund Butikscenter, hvor hun bemærkede en kvinde, der stod tæt på hende ved kassen. Kvinden fulgte efter hende hjem, og senere opdagede hun, at de penge, hun havde hævet kort tid forinden, var væk.

Der er intet signalement af kvinden og mændene.

Københavns Vestegns Politi opfordrer til, at man er meget agtpågivende over for personer, der opsøger en på privatadressen eller som kommer meget tæt på, når man betaler i butikker.

Har du set noget, kan politiet kontaktes på 43 86 14 48.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik