Efter flere skudepisoder: Nu kan du ringe til politiets "tryghedstelefon"

De mange skudepisoder i henholdsvis Albertslund og Rødovre på det sidste, får nu politiet til at oprette en såkaldt "tryghedstelefon". Her kan borgere sende tips og ringe om bekymringer.

Tre skyderier på to uger i Rødovre og Albertslund skaber utryghed blandt naboerne.

19 SKYDERIER PÅ VESTEGNEN I 2018:

Albertslund: 10
Høje Taastrup/Taastrup: 3
Avedøre: 3
Rødovre: 2
Ishøj: 1

Ved det første skyderi den 2. juni skød en ukendt person mod et grønt område med en legeplads, hvor der opholdt sig både børn og forældre. Den 7. juni var der skyderi både i Albertslund og Rødovre - og i begge tilfælde blev unge mænd ramt af skud.

De voldsomme hændelser får nu politiet til at oprette en såkaldt "tryghedstelefon".

Ringer, skriver eller sender man video til mobilnummeret, går det direkte videre til en betjent, der arbejder i de to områder, der lige nu er omfattet af en visitationszone.

Telefonnummeret bliver dog om natten stillet om til vagtcentralen. 

"Tryghedstelefonen erstatter ikke alarmnummeret 1-1-2 eller 1-1-4, som borgerne fortsat skal bruge ved igangværende kriminalitet, men tryghedstelefonen kan bruges i forbindelse med tip til politiet i form af foto eller videoklip, eller hvis man ønsker at tale direkte med lokalpolitiet", skriver politiet i en pressemeddelelse.

Tryghedstelefonen har telefonnummer: 22 10 54 19. Nummeret kan modtage foto samt video på op til 2 minutters varighed.

De seneste tre skudepisoder:

  • Rødovre d. 2. juni: Her affyrede en gerningsmand en serie af skud mod en gruppe unge mænd på et grønt område - tæt på en legeplads, hvor børn og deres forældre opholdt sig. Gerningsmanden er ikke fundet.
     
  • Rødovre d. 7. juni: Der blev skudt nær en rankstation på Roskildevej 360. Inden da havde der været en biljagt med flere biler. En passager i en af bilerne blev ramt i foden af et strejfskud.

    Politiet mener, at de to skyderier i Rødovre er forbundet og skyldes en konflikt om det lokale hashmarked mellem grupperinger i Husum og Rødovre.
     
  • Albertslund d. 7. juni: Skyderiet skete ved Storkens Kvarter i Albertslund. Her blev en 20-årig mand ramt i benet, og en bil blev gennemhullet. Politiet har anholdt en 25-årig mand i Tyskland, som man mener står bag. 

Handler efter ønske fra naboerne

Tirsdag i denne uge var der beboermøde for borgerne i boligområdet Kærene i Rødovre, der var udsat for det første skyderi.

VISITATIONSZONER INDFØRT I 2018 AF KØBENHAVNS VESTEGNS POLITI :

22. januar: Visitationszone, Høje Taastrup
3. april: Visitationszone i Albertslund
23. maj: Visitationszoner i dele af Hvidovre og Ishøj (14 dage)
8. juni: Visitationszone i dele af Albertslund og Rødovre (1 måned)

Her var blandt andet nabo Anja Fogelberg til stede: 

- Jeg har boet i Rødovre siden 2011, og der har altid været ballade. Øksemord, knivstikkeri og alt muligt. Men det her er altså meget, det er rigtig meget. Jeg er kommet, fordi jeg håber, vi kan få det skubbet væk herfra, og så håber jeg, at alle andre boligblokke gør det samme, så de kan komme væk, siger hun.

Politiet deltog også ved beboermødet - og det er med input fra borgerne, at man nu opretter tryghedstelefonen: 

- Et af de ønsker, vi mødte, da vi deltog på borgermøde i Kærene i Rødovre, var yderligere muligheder for at kunne kontakte politiet. Det forsøger vi nu at komme i møde ved at oprette en hotline, nemlig den nye Tryghedstelefon, siger politidirektør Kim Christiansen i en pressemeddelelser.

Udover tryghedstelefonen har politiet øget bemandingen i områderne og udsendt en mobilpolitistation for at skabe tryghed for borgerne.

TV 2 Lorry var med på borgermødet i Rødovre tirsdag. Hør mere om deres bekymringer - og politiet forklaring - her:

På bare halvanden uge har der været to skyderier i Rødovre. Senest i weekenden. Nu vil beboere have vished for at de kan føle sig sikre i eget hjem.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik