Om to år står der over 80 nye, moderne plejeboliger i Rødovre i stedet for det nuværende plejehjem Ørbygård.
Det er i hvert planen, oplyser Rødovre Kommune torsdag.
Kommunen går i næste uge i gang med en større proces, hvor den ene halvdel af Ørbygård rives ned, og halvdelen af det nye byggeri opføres. Derefter rives den anden del ned, og det sidste bliver bygget op.
Boligerne bliver tidssvarende og bedre indrettet. Det betyder blandt andet bedre tilgængelighed, større badeværelser og nye indbydende fællesarealer.
Efter moderniseringen vil der være 82 plejeboliger med 64 et-rumsboliger og 18 to-rumsboliger.
- Vi ved, at der bliver markant flere ældre i fremtiden, og hvis vi også i de kommende år skal sikre, at vores ældre hurtigt kan få tildelt en bolig, er det nødvendigt med flere plejeboliger. Derfor tager vi nu det første spadestik til et nyt og moderne plejehjem, siger Rødovres socialdemokratiske borgmester Erik Nielsen.
De nye boliger vil ifølge kommunen have bedre faciliteter for de ældre.
- Boligerne bliver tidssvarende og bedre indrettet. Det betyder blandt andet bedre tilgængelighed, større badeværelser og nye indbydende fællesarealer. I byggeperioden vil personalet på Ørbygård gøre alt for, at beboerne får en tryg hverdag, siger borgmester Erik Nielsen.
Han tager selv det første førstestik i byggeprocessen. Det sker den 28. september klokken 10 på byggepladsen på Medelbyvej i Rødovre.