Ny serie om 100 års homo-historie i København

Jobbe Pilgård lever et frigjort liv som bøsse i nutidens København. Men sådan var det ikke en gang. I TV 2 Lorrys nye serie ”Regnbuen over København” dykker han ned i 100 år med skandaler, skæbner og en sej kamp for rettigheder.

Historien begynder i 1906. Ikke fordi, at der ikke har været homoseksuelle før, men fordi det er det år, hvor den store sædelighedsskandale bryder ud. En skandale som trækker overskrifter i aviserne, som introducerer begrebet homoseksualitet og som for første gang giver den brede offentlighed indblik i, at nogle borgere har sex med personer af samme køn, også selvom det dengang ikke var lovligt.

Første afsnit af serien kan du se i morgen, søndag aften kl. 19.30 eller allerede nu her.

I første afsnit besøger Jobbe Pilgaard den baggård i København, hvor hele den store sædelighedsskandale begyndte. To unge mænd vil i al hemmelighed holde stævnemøde, med de bliver opdaget af opsynsmanden (som tror, at de er ved at begå indbrud) og så ruller skandalen. For de unge mænd går til bekendelse og løfter sløret for et større skjult netværk, hvor unge mænd sælger seksuelle ydelser til andre mænd.

I løbet af to år optrevles skandalen. Flere pæne bedsteborgere dømmes ved retten og straffes med offentlig skam og måneders ophold på forbedringshuse.

Sædelighedsskandalen får flere lag, da det også viser sig, at en del af byens garderhusarer supplerer indtægten ved at sælge seksuelle ydelser. Særligt gensidig onani er en udbredt forretningsmodel.

Også den unge skuespiller Jean Büron tjener i det skjulte lidt ekstra skillinger ved at sælge seksuelle ydelser og rammes af skandalen. Efter sin straf rejser han til USA, tager han navneforandring til Jean Hersholdt og bliver efterfølgende den største danske Hollywoodstjerne nogensinde. Indledningen på den københavnske homohistorie viser sig at være både skæbnesvanger, skandaløs og samtidig farverig.

Serien ”Regnbuen over København” vises på TV 2 Lorry over de næste fem søndage kl. 19.30.

Du kan også følge serien på tv2lorry.dk/tv, når det passer dig.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik