Sygehuse i Roskilde og Køge får 70 nye sygeplejersker  

Men da der aktuelt stort ikke er ledige sygeplejersker i regionen, vil man forsøge at få flere sygeplejersker enten på fuld tid eller op i tid.   

Sjællands Universitetshospital, der dækker Roskilde og Køge sygehuse, kan se frem til at få tilført midler til rundt regnet 70 nye sygeplejerskestillinger over de kommende to år.

Det står nu fast, efter at regionsrådet i Region Sjælland mandag skulle tage stilling til fordelingen af de omtrent 154 ekstra sygeplejerskestillinger, som regionen får tilført i forbindelse med S-regeringens aftale med Danske Regioner om i alt 1000 nye sygeplejersker på landsplan i 2020/2021.

Sammenlignet med de øvrige sygehuse i regionen får Sjællands Universitetshospital den største andel af de ekstra sygeplejerskestillinger – hele 45 procent.

Dette skal ses i lyset af, at Sjællands Universitetshospital er regionens største hospital, forklarer regionsrådsmedlem Annemarie Knigge (S), som er formand for Sygehusudvalget.

- De er fordelt ud fra samme fordelingsnøgle som med vores budgetter. Det er et spørgsmål om, hvor mange senge og ansatte, der er på de forskellige hospitaler, siger hun.

Mere sammenhæng

Regionen har besluttet at anvende de ekstra sygeplejerskestillinger til at styrke afdelinger og funktioner, der har mange ældre medicinske patienter og patienter med kroniske sygdomme.

Ifølge Annemarie Knigge er det målet at skabe et mere sammenhængende sundhedsvæsen på tværs af regionen og kommunerne.

- I stedet for at male de her ekstra stillinger ud i et tyndt lag, så vil vi gerne målrette de områder, hvor vi mener, der er et særligt behov. Vi taler i højere og højere grad om, at vi skal have et sammenhængende sygehusvæsen, hvilket vil sige, at der skal være en sammenhæng mellem det, kommunerne gør, og det regionen gør. Og der har vi brug for at opgradere og få det til at fungere bedre, end det gør i dag, siger hun.

Mangel på ledige sygeplejersker

Opgaven med at finde de mange ekstra hænder ser dog ikke ud til at blive let. Som det ser ud i dag, er der simpelthen ikke nok ledige sygeplejersker til at realisere regeringens ønske om de 1000 ekstra stillinger. 

Når der skal skaffes flere sygeplejersker i Region Sjælland, er der derfor behov for at arbejde målrettet med at få flere af regionens sygeplejersker på fuld tid eller op i tid.

- Derudover håber vi også, at vi kan tiltrække nogle af de mange sygeplejersker, der bor her i Region Sjælland, men måske arbejder i København, til at komme tilbage og arbejde her ved, at vi skaber nogle tiltrækkende arbejdsmiljøer. Så det er en bred indsats, der skal til. Det er ikke noget, hvor vi med et quick fix kan ansætte de her 154 sygeplejersker, siger Annemarie Knigge.

Sådan bliver de ekstra sygeplejersker fordelt i Region Sjælland*

  • Sjællands Universitetshospital: 69,7 årsværk
     
  • Næstved, Slagelse, Ringsted Sygehus: 41,8 årsværk
     
  • Holbæk Sygehus: 24,2 årsværk
     
  • Nykøbing F. Sygehus: 18,1 årsværk
     
  • I alt: 153,8 årsværk.

* Stillingerne bliver fordelt med 76,9 i 2020 og ekstra 76,9 fra 2021.

 

Kilde: Region Sjælland 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik