Stop for AstraZeneca-vaccinen påvirker især kommunalt frontpersonale

Over 68.000 personer i Region Sjælland og Region Hovedstaden har fået første stik med AstraZeneca-vaccinen, der nu er sat på pause.

Myndighedernes beslutning om at sætte AstraZeneca-vaccinerne på pause efter indberetninger om alvorlige tilfælde med blodpropper påvirker især frontpersonalet i hovedstadsområdets kommuner.

Ifølge de seneste tal fra Statens Serum Institut har 68.332 personer i Region Hovedstaden og Region Sjælland modtaget det første stik med vaccinen, mens blot 240 personer er blevet færdigvaccineret med de svensk-britiske doser.

Af dem er det især frontpersonale i kommunerne, der bliver påvirket af pausen i brugen af vaccinen, som indtil videre er meldt til at skulle vare to uger.

I Region Sjælland berører det midlertidige stop for AstraZeneca cirka 25.000 medarbejdere i regionens 17 kommuner, hvor godt 23.000 af dem, der allerede har en tid til stik nummer to med automatisk får ombooket tidspunktet for det andet stik.

Kun meget få borgere bliver berørt, meddeler regionen i en pressemeddelelse. Kun knapt 150 borgere i Region Sjælland står overfor et stik med AstraZeneca. De får også automatisk ombooket deres tider, og bliver også kontaktet direkte.

- Alle får per automatik ændret sin tid, og medarbejderne i kommuner og regionen skal derfor ikke gøre noget yderligere, siger Trine Holgersen, direktør for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland.

Også Region Hovedstaden oplyser, at alle personer, der har haft en tid til vaccine med AstraZeneca senere vil få tilsendt en ny invitation.

Ændringerne har også betydning for vaccinationskalenderen, hvor Sundhedsstyrelsen nu har lavet et ”wort-case scenarie”, hvori AstraZeneca helt er taget ud.

Ifølge den nye kalender vil alle danskere, der er 16 eller ældre, have fået tilbudt vaccination senest i uge 28, den anden uge af juli. Alle kan være færdigvaccineret cirka fire uger derefter, 15. august. Tidligere var datoen 18. juli.

Beslutningen om at sætte brugen af vaccinen på pause blev truffet, efter man i flere europæiske lande har haft alvorlige tilfælde med blodpropper hos personer, der er blevet vaccineret mod coronavirus med AstraZeneca-vaccinen.

Der er dog ingen beviser for mulig sammenhæng mellem vaccinen og blodpropperne, og beslutningen sker på baggrund af et forsigtighedsprincip, meddeler Sundhedsstyrelsen. Det skal myndighederne hen over de næste par uger undersøge.

I alt har 148.629 danskere fået første stik med AstraZeneca-vaccinen. Det svarer til lidt over en fjerdedel af alle, der er blevet førstegangsvaccineret med en coronavaccine i Danmark.

Bookede tider til vaccination med en af de andre vacciner fra henholdsvis Pfizer og Moderna ændres ikke.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik