Sådan: Trafikken kom pænt igennem snevejret

Sneplove og saltvogne har haft travlt natten til fredag, men landet har undgået større uheld på vejene.

TV-reportere stod klar rundtom i landet torsdag for at rapportere om det kraftige snevejr, der ifølge vejrudsigterne ville bevæge sig ind over Danmark sidst på dagen. Og som ganske givet kunne skabe trafikale problemer.

Snevejret passerede imidlertid uden større dramatik. Og trafikken på de store veje har ikke været nævneværdigt påvirket af vintervejret torsdag aften, natten til fredag og tidligt fredag morgen. 

Det fortæller vagthavende ved Vejdirektoratet Brit Osted Nielsen.

- Vi var forberedt på vejret og har derfor haft ekstra mandskab indkaldt. Vi var hurtige til at sende sneplove og saltvogne ud på statens veje, både før og efter at snevejret kom. Så alle de store veje har været ryddet, siger hun.

Den vagthavende oplyser, at der ikke har været nogen større trafikuheld i løbet af torsdag aften og natten til fredag.

Netop fordi sneplove og saltvogne har haft travlt, skulle de store veje ikke være glatte fredag morgen, lyder det fra Vejdirektoratet. 

Omkring kl. 17.00 begyndte det første sne at dale ned i hovedstadsområdet. 
Omkring kl. 17.00 begyndte det første sne at dale ned i hovedstadsområdet. 
Foto: Torkil Adsersen / ScanpixDenmark

- Men de mindre veje kan være glatte, siger Brit Osted Nielsen.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) oplyser, at risikoen for is- og sneglatte veje gælder store dele af landet.

DMI fortæller desuden, at solen vil dominere vejret fredag, og at det hvide dækken over marker, haver og pladser hurtigt kan smelte. 

- Der vil stadig ligge lidt sne i morgentimerne i den sydøstlige del af landet, men det vil hurtigt forsvinde, siger vagthavende meteorolog Henning Gisselø.

- Ellers bliver det tørvejr, og solen vil også kigge frem. Skyerne vil forsvinde, så det bliver en rigtig flot dag, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik