Region Sjælland slår alarm, efter tusindvis af unge er flyttet

3.500 unge mellem 20 og 24 år er flyttet væk fra Region Sjælland siden sidste år, og det får nu regionen til at slå alarm.

Region Sjælland har mange gode ting at byde på, men noget, regionen mangler, er muligheder for videregående uddannelse, og det har fået tusindvis af unge til at forlade regionen. 

Det viser en ny uddannelsesanalyse, som Epinion har gennemført for Region Sjælland.

Analysen slår fast, at 3.500 unge mellem 20 og 24 år har forladt regionen det seneste år, og at den primære drivkraft har været været ønsket om en videregående uddannelse. 

Og den store unge-flugt ærgrer Peter Jacobsen, der er formand for Region Sjællands udvalg for Regional Udvikling.

- Vi har de seneste tyve år set, at de unge i stigende grad tager til de store byer, fordi det er der, uddannelsesmulighederne er størst. Så mens de store byer er blevet ungdommens studiebyer, er uddannelserne i Region Sjælland lukket. Det er problematisk, da regionens virksomheder er afhængige af, at de kan rekruttere kvalificeret arbejdskraft i nærområderne, siger han. 

Håber regeringsinitiativ kan vende kurven

Men det er ikke kun fraflytning blandt unge, der er et stort problem i Region Sjælland. De kæmper nemlig også med et af de laveste niveauer af uddannelse blandt borgerne. Det kommer eksempelvis til udtryk ved, at 29 procent af de 25-årige i regionen endnu ikke har fået en ungdomsuddannelse.

- Trods mange gode indsatser må vi konstatere, at det er meget vanskeligt at få flere af vores unge til at tage en ungdomsuddannelse. Det er en udfordring for regionen, men så sandelig også de unge, der risikerer at blive hægtet af. Der er behov for, at vi sammen med kommuner og uddannelsesinstitutioner tager et fælles ansvar, siger Jens Ravn, der er der er næstformand i Region Sjællands udvalg for Regional Udvikling

Blandt lyspunkterne i uddannelsesanalysen er, at knap hver fjerde grundskoleelev fortsætter på en erhvervsuddannelse efter folkeskolen.

Ifølge Peter Jacobsen kan den negative uddannelseskurve i Region Sjælland forhåbentlig få en hjælpende hånd fra regeringens initiativer til at placere flere uddannelser i provinsen. 

- En veluddannet arbejdsstyrke er en forudsætning for vækst og velfærd. Derfor er vi glade for, at regeringens udspil prioriterer flere uddannelsesmuligheder i Region Sjælland. Det er et rigtigt og vigtigt skridt på vejen til et velafbalanceret Danmark med en respekt for de mennesker, der bor uden for de større byer, siger han.





Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik