Region Sjælland forbigået i nyt erhvervs-fremstød: Minister er klar over kritik

Der er udpeget 14 nye erhvervsklynger - men ingen i Region Sjælland. Direktør mener, at chance forspildes.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S). Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Der er udpeget 14 nye erhvervsklynger, der skal fungere som netværk mellem mindre virksomheder og vidensinstitutioner inden for et fag.

Det skriver Uddannelses- og Forskningsministeriet i en meddelelse.

De nye klynger er ifølge uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) med til at skabe en bedre fordeling i Danmark.

Læs også Norge vil droppe karantænekrav for borgere fra Region Sjælland

I juni udtrykte hun bekymring over, at de fleste ansøgere ville ligge i København, og derfor glæder resultatet hende.

- Det betyder, at vi får bygget bro mellem alt det, vi forsker i, og det vi ved landet over og så vores dygtige virksomheder, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

I perioden 2021-2024 skal de nye klynger skabe samarbejde mellem forskere og virksomheder og få mere innovation ud i samfundet.

Læs også Ny budgetaftale i Region Sjælland styrker akutberedskab i yderområder

Det skal de gøre inden for danske styrkeområder. Det er områder som miljø, energi og det maritime område.

Ingen i Region Sjælland

Selv om erhvervsklyngerne nu er bredere fordelt, er der ingen af de nye klynger, der ligger i Region Sjælland.

Det ærgrer Mads Vázcy Kragh, der er direktør for Erhvervshus Sjælland.

Læs også Region Sjælland vil anlægge flere grusgrave - ønsker ny lovgivning på råstofområdet

Det er et af landets syv erhvervshuse, der på tværs af kommuner tilbyder virksomheder sparring.

Han mener, at regeringen forspilder muligheden for at udnytte regionens potentiale for at bidrage til den grønne omstilling i byggeriet.

- Her i regionen har vi landets største andel af byggevirksomheder, og det giver en styrke og en alsidighed inden for byggesektoren, som er svær at matche i resten af Danmark, udtaler han i en meddelelse.

Ane Halsboe-Jørgensen forstår godt kritikken.

Læs også Millionregning til Region Sjælland for elev-sjusk

- Det er selv noget, jeg er meget opmærksom på, at der ikke er nogen af klyngerne, der er endt i Region Sjælland. Der er meget stor fokus fra min hånd på, at de klynger, der nu er etableret, har et fokus på Sjælland, siger ministeren.

Med de nye erhvervsklynger er der i alt omkring 60 repræsentationer i hele landet. 14 af dem er i hovedstaden.

Klyngerne finansieres årligt med 160 millioner kroner. De kommer fra Uddannelses- og Forskningsministeriet og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

/ritzau/



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik