Nu skal patienter og behandlere have mundbind på i ambulancer

Falck, der står for en stor del af ambulancekørslen i blandt andet Region Hovedstaden og Region Sjælland, indfører krav om mundbind hos både patienten og behandlerne.

Mundbind bliver nu obligatorisk for patienter, der skal i kontakt med Falcks ambulancetjeneste, hvor også reddere og behandlere fremover kommer til at rykke ud iført mundbind.

Det oplyser Falck, som varetager en stor del af ambulancetjenesten i Region Hovedstaden og Region Sjælland samt øvrige regioner i landet.

- En ambulance er i dag en rullende behandlingsenhed, som er indrettet til behandling før transport og med fokus på patientsikkerhed, når en ambulance i høj fart skal fra skadested til et hospital, udtaler Jakob Riis, der er administrerende direktør i Falck og fortsætter:

- Det er kun et naturligt ekstra skridt, at vi beder vores ansatte, patienter og brugere om at benytte mundbind, så arbejdsmiljøet og patientsikkerheden også dækker de risici, som vi oplever med den nuværende pandemi.

Falcks ambulancer udrustes med en ordentlig stak mundbind, så både patienter og sundhedspersonale kan bære værnemidlet.
Falcks ambulancer udrustes med en ordentlig stak mundbind, så både patienter og sundhedspersonale kan bære værnemidlet.
Foto: Jonathan Brask Onsberg/TV 2 Lorry

Kravet kommer, efter ambulancetjenesten har undersøgt smitteudbredelsen blandt virksomhedens 4.000 ansatte i Danmark og Sverige, som hver 14. dag har de ansatte testet sig selv for antistoffer for coronavirus.

Her viser det sig – måske ikke så overraskende – at tjenestens ansatte så som reddere, sundhedspersonale og paramedicinere har forøget risiko for at blive smitte med covid-19. I Danmark har fire procent af Falcks ansatte været smittet, mens tallet for Sverige er ni procent.

Det svarer nogenlunde til niveauet blandt øvrigt sundhedspersonale, hvor smitteforekomsten ligger over gennemsnittet for hele befolkningen.

En af dem, der fra nu af skal iføre sig mundbind, er André Lund, der er ambulancebehandlerelev hos Falck. Han har selv haft tæt kontakt til en del patienter smittet med covid-19. Han hilser tiltaget velkommen.

- Vi skal passe på os selv, og vi skal passe på patienter. Og ja, det kan da godt være lidt træls at have det (mundbind, red.) på en gang imellem, men altså, vi får jo masser af ilt, siger han.

André Lund finder det naturligt, at behandlere og patienter ifører sig mundbind for at beskytte hinanden mod smitte.
André Lund finder det naturligt, at behandlere og patienter ifører sig mundbind for at beskytte hinanden mod smitte.
Foto: Jonathan Brask Onsberg/TV 2 Lorry

Falcks krav om mundbind gælder for alle de lande, tjenesten er til stede i, og det er blandt andet USA og Colombia samt store dele af Europa. Mange steder er der allerede krav om brug af mundbind for personalet, men i Danmark og visse andre lande er kravet nyt.

Ambulancetjenesten hæfter sig blandt andet ved forskning, som peger på at brug af mundbind har en beskyttende effekt mod smitte med covid-19.

Derfor omfattes både patient og behandler fremover kravet om brug af mundbind, for ifører begge parter sig foranstaltningen, beskytter de gensidigt hinanden.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik